Fra Barbados til Tobago

Den 30 december var det afsked med Barbados, men først skulle vi lige hen til immigrationen for at udklarere, og som altid blev det en oplevelse. Vi havde brugt vores sidste Barbados dollars og da vi kom hen for at udklarere, måtte vi først vente ¾ time på at der var en der gad komme og snakke med os, da han endelig kom sendte han os hen til havnekontoret for at betale 8 Barbados dollars for at ankre og vi havde jo ikke flere af denne møntsort, så vi betalte med US$ og fik tilbage i Barbados dollars, øv. Tilbage til immigrationen igen ventetid, så alt i alt tog det os 2 timer inden vi kunne gå igen. Men nu måtte vi igen ud at handle for at bruge de Barbados dollars vi havde fået, det er godt nok irriterende…. Men nu er det af sted, 125 sømil venter forude og vi glæder os til Tobago. Sikke en tur vi havde, vi suste af sted med 6-8 knob med vores passatsejl, som vi er blevet helt vilde med at bruge. Men vi blev klogere, hen på natten tog vinden til og vi sejlede ind imellem op til 10 knob og det var alt for meget, så vi tog passatsejlet ned og nøjes med at sejle med storsejl. Sove, ja, det blev der ikke meget af, jeg forsøgte en gang at gå ned under læ for at sove, men det skulle jeg vist aldrig have gjort, for nu fik jeg fornøjelsen af vores aftensmad to gange….. Kl. 12 om natten sang Adolf fødselsdagssang for mig, det var dejligt, men sangstemme har han nu ikke meget af, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi sov ikke hele natten og de sidste ti sømil blev vi så våde, så vi lignede to drukne mus.

Kl. 8 om morgenen den 31 december ankom vi til Charlotteville på Tobago og sikke et syn. Det mindede os om Jurassic Park, da de store pelikaner kom flyvende hen over hovedet på os, men regnskoven som baggrund. Knap havde vi smidt ankeret før vi fik besøg af et helt regiment af danskere, som ville byde os velkommen til øen; der ligger 5 andre danske både her. Vi sov nogle timer og troede at de alle ville ud at spise om aftenen, hvilket de havde givet udtryk for. Så da de kom over for at invitere os på en nytårsdrik troede vi at det var en sundowner, inden vi skulle ud at spise. Men åbenbart havde de alle spist til middag, undtagen os som drak vodka og juice på tom mave… Så da klokken var ca. 21.00 gik alle hver til sit, det var da den mest kedelige nytårsaften vi endnu havde haft. Dagen efter fik vi dog at vide, at de alle var meget trætte på grund af et uvejr som havde været dagen før vi kom. En fransk båd var gået på grund midt om natten og han havde sendt nødraketter op, som næsten var landet på nogle af de andre både. Et par gummibåde med store motorer på, fik slæbt ham fri igen, men ingen kunne sove efter den oplevelse.

Tobago er en meget uspoleret ø, hvor turisterne ikke er i overtal. Hele sydkysten er en lang bountystrand, hvorimod nordkysten, hvor vi ligger, er mere præget at små søde strande og fiskerlandsbyer. Og så er der de pragtfulde regnskove, som lige i øjeblikket står grøn og smuk. Øen er simpelthen et mekka for afslapning og naturelskere.

Vores første tur i regnskoven tager vi sammen med Bente og Peter, som vi mødte på La Gomera. Det var en ubeskrivelig oplevelse. Alle de grønne farver, strålede så smukt, vi følte os hengivet til den syvende himmel. Her kan vi finde alverdens frugter, bl.a. bananer, kakao, papayes, citroner, mandariner, grapefrugter, kokosnødder; ja der var alt her hvad hjertet begærer. Inde i regnskoven kunne vi blot tage nogle af frugterne, så vi fyldte op i kurvene. Når vi går rundt inde i regnskoven, er det som om vi er væk fra alt civilisation, her er kun os og alle lydene fra de fugle som er her, det er utroligt. Her er utrolig mange bananplanter, hvor der er to typer; de vilde bananer og dem der bærer frugt. De vilde bananer er der flest af. Så er her bambus, der ca. er 20 meter lange og meget tykke, ja det er et flot skue for øjnene.  Det eneste minus er myggene, dagen efter ligner vi to der har skjoldkobber, men pyt, det er turen værd.

Hvis man ankommer til øen på en lørdag/søndag eller en helligdag, koster det meget for at indklarere. Vi betalte 50 TT, hvilket er 50 Kr. for en måned, så det er billigt. En anden dansker måtte betale 45US$ oveni fordi han ankom en søndag. Han overtalte så immigrationsmanden til at arrangere en fodboldkamp, de lokale mod sejlerne, som kompensation for overtidsbetalingen og det ville han gerne. Adolf blev også spurgt om han ville spille med, men han har absolut ikke fodboldben, men vi lovede at ville komme og heppe på dem. Sikke en fodboldkamp det blev, negrene stillede op i flotte dragter og pigsko og sejleren stillede op i bare tæer, nogle i sandaler og en lille rest i tennissko, så det var en broget forsamling at se på. Vi tabte 5-2, men vi skulle næsten have haft et point for det kunstneriske udtryk, for sikke nogle spark og kolbøtter der blev lavet, så publikum morede sig lige så meget som spillerne. Og der blev klappet lige så meget når de lokale fik et mål, som når sejlere fik et af deres enkle mål. Om aftenen samledes vi alle til barbeque og det blev en rigtig hyggelig aften.

Vi tager en tur til Scarborough, som er hovedstaden på øen, her bor ca. 17.000 af de 47.000 som bor på øen. Turen dertil tog vi i deres minitaxaer, det koster 10 kr, hver vej og det tog ca. 1 time. Turen dertil er det hele værd, sikke en udsigt vi har. Vi kører på snørklede veje, hvor hvert sving har en ny udsigt, så vi suger indtrykkene til os. Byen er der ikke så meget at skrive hjem om, det virker lidt hektisk når vi kommer fra den ro og stilhed som der er i Charlotteville.

Fiskerlandsbyen Charlotteville har vi tabt vores hjerter til, befolkningen her er så flinke og hjælpsomme og de tager et nej for et nej og vil gerne snakke. Vi kan købe fisk fra de lokale fiskere, som hver dag tager ud i deres både. Bådene er ikke ret store, men er udstyret med en stor udendørsmotor og to kraftige bambuspinde hvor linen er fastgjort til. De fanger især kingfish, som er ca. 1,2m lange. Disse bliver straks parteret og solgt  i skiver til ankerliggerne og de lokale, resten bliver i kølebiler kørt til hovedstaden og solgt. Fisken smager pragtfuldt og er næsten uden ben, jeg får næsten vand i munden af at skrive dette til jer….

Adolf og jeg tog os en 5 timer lang vandretur i regnskoven en dag, og sikke en tur det blev. Jeg fandt ud af at Adolf er noget af en eventyrer, han finder altid de mest ufremkommelige veje. Jeg måtte på et tidspunkt kure ned af en stejl bakke ved hjælp af nogle bananblade og han blev ved med at påstå at vi da gik på en sti, selvom jeg ikke kunne få øje på noget som helst der lignede en sti. Pludselig ser han en bananklase og fluks er han oppe i træet, jeg kigger op og ser ham hoppe rundt deroppe, det viser sig at han har stillet sig i en myreture og hernede er myrerne meget store og så bider de, så hans ben ligner jeg ved ikke hvad. I skulle have set det….. Vi har vandret så meget i regnskoven her, så vi regner med at være i god kondi når Sannie kommer på besøg.

Hurra i dag kommer Sannie, vi kan næsten ikke vente til hun kommer. Gensynsglæden er utrolig, hvor vi dog har savnet hende. Hun er dog lidt træt efter flyveturen, så hun går tidlig i seng. Sannie bliver lige så begejstret for det syn der møder hende om morgenen som vi gør, nu skal hun blot slappe af og forkæles lidt af mor og far.

Vi beslutter at vi vil i kirke(methodistkirke) om søndagen, da det er sidste mulighed inden vi forlader Charlotteville. Og det blev en stor oplevelse, sikke festligt det var, helt anderledes end i Danmark.  Der var levende musik og dørene stod på vid gab, så man kunne komme og gå som man havde lyst til. Vi havde shorts og en bluse på, da vi fik at vide at vi kunne komme som vi ville, men der var dog en enkelt ældre dame som lige spurgte om vi havde det meget varmt siden vi ikke havde mere tøj på. Folk vuggede og sang til sangene og pludselig begyndte de at gå ind imellem hinanden og hilste på hinanden. Midt under gudstjenesten blev de fremmede(os) opfordret til at fortælle noget om os selv. Så vi rejste os alle tre op og Sannie fortalte hvem vi var og hvor vi kom fra og så blev der klappet bagefter. Der var også nogle af de lokale der rejste sig fordi de havde noget at fortælle, vi har dog lidt svært ved at forstå dem fordi de snakker med dialekt. Pludselig efter en bøn, sagde ”præsten” om der var nogen der havde haft fødselsdag, og det var der en der havde, så blev der ellers sunget ”Happy birthsday to you….”, ja det var noget af en oplevelse. Kirkegården var også noget for sig selv, det lignede nærmest en kompostmødding hvor der var lagt nogle blomster på, så vi skulle kigge lidt for at opdage gravene. 

De har to skoler her i byen og hver skole har deres skoleuniform. Skolen er et stort rum, som er inddelt med tavler hvor de forskellige klasser så sidder. Der var megen spektakel der, hvilket ikke kan undgås, når så mange børn er samlet på et sted. Vi så rigtig mange forskellige uniformer på øen og hver lille flække havde deres skole, ofte opdelt efter trosretning.

De mandlige negre går meget selv rundt hernede, kvinderne ser vi ikke meget til. Mændene kan godt have børn med flere koner på samme tid, det tager de ikke så alvorligt. Jeg fik selv et ægteskabstilbud hernede, jeg sagde at jeg var gift og pegede hen på Adolf som var ved at købe fisk, men de trak blot på skulderen og sagde at det var da lige meget, men det er ikke andet for end at smile sødt og sige pænt nej tak.

Vi har også set albino negre hernede, det ser meget mærkeligt ud, når du ser en hvid neger og så har de fået sorte negerbørn, det er jo ikke noget vi ser så tit i Danmark.

Efter at Sannie er kommet er meget blevet anderledes, vi bliver antastet af utrolig mange unge mænd, som forsøger at lave sig gode venner med forældrene for derigennem at komme i kontakt med hende. De er dog meget ”klæbende” og Sannie forsøger at undgå dem. Adolf og jeg har gået turen fra Charlotteville og op til noget der hedder flag hill to gange og svedet har dryppet af os hver gang. Vi har mødt mange biler der kørte den vej, men ingen tog os med, og hvad sker der da vi har Sannie med op ad vejen, selvfølgelig stopper bilerne og spørger om vi da ikke vil køre med, ja det kalder forældrene forskelsbehandling af de ældre… 

Sannie er et rigtigt naturmenneske og vi nyder at vise hende regnskoven, som hun bliver lige så begejstret for som vi er. Vi kan dog godt mærke at selv om vi har gået jeg ved ikke hvor mange kilometer, så kan vi ikke hamle op med hende og hun laver meget grin med vores ”gode” kondi.          

En ting er at de har regnskove hernede et andet er deres have under vandet. Vi har fundet et snorklested tæt hvor vi ankrer. Der er simpelthen den dejligste have under vandet i kan forestille jer, fisk i alverdens farver, koraller store og smukke, kæmpe planter, søpindsvin, ja jeg kunne blive ved. Vi holdt hinanden i hånden under dykningen, så vi kunne få oplevelsen sammen. Fiskene er totalt ligeglade med os, det hele virker så naturligt. Vi er helt ”høje” efter den tur og glæder os allerede til næste snorklested.

Vi har lejet en bil incl. chauffør sammen med Bente og Peter, chaufføren hedder Steve og er en meget sød neger, som gerne vil fortælle om øen og dens befolkning. Vi kører midt ind i regnskoven, hvor Steve fortæller at om ca- 14 dage til en måned vil hele skoven være rød/orange af et træ i blomst der hedder Imotelle, vi kan allerede se nogen af dem i blomst. Deres funktion er at skygge for kakaoplanten som vokser overalt hernede.

Vi kører langs med kysten og ser nogle pragtfulde udsigter, vi gør holdt ved Castara Bay hvor vi vil vandre ind for at se et vandfald. Bente, Sannie og jeg tager os en dejlig forfriskende svømmetur i den lille sø foran vandfaldet, men inden vi tager derfra har nogle unge mænd set os komme og vil hen for at kigge, ja nok ikke på Bente og mig……….

Vi kører videre mod sydkysten af øen, hvor alle hotellerne ligger, her er selvfølgelig flere turister end vi er vant til. Men alt i alt var det dejligt at se øen på denne måde.

Steve fortæller bl.a. at mange af de unge i Charlotteville ikke kommer længere og mange af dem er analfabeter og tager stoffer. Vi har også bemærket at mange ser lidt ”skæve” ud og kun sidder og driver den af. Deres skattesystem hernede er også noget for sig selv, de skal selv opgive hvad de tjener og efter det bliver skatten sat. Og som Steve sagde, indkomsten  var jo ikke ret stor, når de selv kan bestemme.

Sannie skal selvfølgelig med op og smage det lokale mad, så alle de nordiske både i bugten samles til buffet. Maden er meget stærk og vi kan alle sammen kun have en tallerkenfuld mad, da den er proppet til randen, kun Adolf går derop to gange, og sharon som ejer restauranten synes at han bare skal spise for at få lidt mere sul på kroppen, ja hun skulle bare vide….. 

Nu er det snart tid til at sige farvel til Charlotteville og Adolf og sannie tager op til immigrationen for at få et stempel som vi skal bruge ved udklareringen i Scarborough, men det tog tid….. immigrationsmanden var hønefuld og det nytter ikke at haste på dem, de gør det i deres tempo. Vi sejler til Englishmanbay og tager vores frokost, samtidig med at vi tager os en lille dukkert. Vi skal mødes med Christa og Jørgen fra Sønderborg i Storebay, som er hernede sammen med nogle venner,  og det glæder vi os til. Kl. 20.30 om aftenen forsøger vi at finde deres hotel og sikke en gensynsglæde, det blev til mange knus. De er dog trætte efter den lange flyvetur så vi aftaler at mødes til morgenkaffe hos dem.

Uhm, sikke et morgenbord, rugbrød og ost, ja findes det bedre, det var virkelig en nydelse at smage. Vi tilbringer et par dejlige dage sammen med dem og bliver forkælede som bare det og det er jo dejligt. Afskeden er dog uundgåeligt, så om eftermiddagen sejler vi af sted mod Granada og de får et trefoldigt trut i hornet, så de vidste at det var os der sagde farvel. Tusind tak til jer fordi i gad bruge et par dage af jeres ferie på os.  

Turen til Granada var Sannies første natsejlads og uheldigvis blev det en overskyet nat, så turen var ikke så flot som den kunne have været. Adolf sejlede det meste af vejen medens hans to dejlige piger fik deres skønhedssøvn.

Kan i have det godt alle sammen, tiden flyver af sted hernede. Vi er nu på Canouan en af Granadiner øerne.

Mange knus fra

Bella og Adolf    

Lige et par februar fødselsdagshilsner til jer derhjemme:

Anne Marie

Regula

Mickey

Fred Olaf

Bjarke

Og så til alle jer andre som vi måske har glemt…………..