Fra La Gomera til Barbados.

Vi lå for anker ved Valley Gran Ray på La Gomera og ventede på at vejret skulle blive bedre, vi ville jo gerne til La Palma, men det så ikke for godt ud. Efter nogle dage blev vi enige om at tage til Hierro i stedet for, der er godt nok ingen marina, men mon vi ikke kan finde en plads alligevel. Det blæser en hel pelikan og vi suser bare til Hierro i en Hel….. fart, lidt for hurtigt synes min mave….. Da vi ankom til havnen fik vi at vide at vi rolig kunne sejle igen, da de ikke havde plads til gæster, øv. Vi sejlede så til sydkysten af øen, som havde en utrolig flot kyststrækning. Her kunne vi kun ligge for molen og da det er meget tidevand og det blæste en del, blev det en blandet fornøjelse. Adolf sov ikke hele natten, da vores tov blev skamfillet og vi mistede en fender i løbet af natten. Om morgenen tog vi bestik at det hele og blev enige om, at der var ingen vej udenom, vi måtte starte vores tur over atlanten en uge før beregnet, ellers ville båden måske få ridser og det der var værre.

Turen over Atlanten

Vi var meget spændte på at sejle over atlanten og vi havde da begge en smule sommerfugle i maven. Vi skal sejle 2765 sømil og tror at det vil tage ca. 22 dage, men nu for vi se. Vi planlagde at vi ville sejle ned imod Kap Verde øerne og så dreje mod vest når vi nærmede os passatvinden ifølge alle pilots beskrivelser, men det skulle senere vise sig ikke at være den bedste løsning. Vi havde en god vind til at starte med, men efter et par døgn ”døde” vinden pludseligt og vi besluttede at tage sejlet ned og lade os drive. Vi har jo ikke ubegrænset diesel med og vi vidste jo ikke hvad der ville komme senere. Det skal virkelig en masse tålmodighed til at lade sig drive, det er ikke lige mig, der skal helst gå lidt stærkere, men som Adolf siger, det er vel en sejlbåd vi har…… De første 10 dage ser vi 3 fragtskibe i det fjerne og ellers møder vi en del sejlskibe under turen, næsten en hver anden dag, men ingen gider at snakke med os over VHF. Vinden er utrolig ustabil, det ene øjeblik sejler vi 7-8 knob og det næste øjeblik igen 3 knob. Ja, vi havde endda 2 dage med en sydlig vind, i passatbæltet, hvem skulle have troet det. I løbet af den første uge opdager jeg at der er noget galt med vores vinddex, den sidder fast. Så jeg trækker Adolf op i masten midt ude på atlanten og der var ikke sjovt skulle jeg hilse at sige. Men vi fik hentet den ned og så at den på en eller anden måde havde tabt en låsering. Så vi måtte sejle uden, vi monterede dog plaststrimler op på vanterne, så vi på den måde kunne se vindretningen.   

Vi har vores fiskeline ude hver dag, men vores erfaring siger os, at hvis vi sejler under 5 knob, så gider de ikke bide på. Vi har mistet to af vore blæksprutter, som er købt i dyre domme, så vi brugte et råd vi havde fået af en anden sejler, nemlig; sæt en gummislange på krogen sammen med en stykke plasticpose skåret i strimler og se vi fangede 3 guldmakreller, en på ½ meter, en på 0,75  m og den største på ca. 1 m som desværre sprang af krogen, da vi ville trække den over rælingen. De smager rigtig dejlig, når de bliver lagt i en lage af olie, citron, hvidløg og salt og senere stegt på panden, uhm; det er Adolf blevet rigtig god til at lave….. ja man tror det er løgn.. Faktisk er det, når jeg skal være helt ærlig, Adolf der har lavet maden hele vejen over Atlanten, så under vejledning er han god til at lave mad. Jeg synes det er rædsomt at stå i den søgang og varme at lave mad.

Vi ser jo de flotteste solnedgange her, hvor himlen får de flotteste farver, helt ubeskriveligt. Om natten synes stjernerne at stige op af havet som en solopgang, nogle gange troede jeg at det var skibe i nærheden. Vi har set de flotteste stjerneskud i kan forestille jer. Stjerneskuddene fór over himlen, lyse og klare, jeg har aldrig set det flottere. Det var jo meget mørkt de første 10 dage vi sejlede over, så stjernehimlen er rigtig flot. Senere er det fuldmåne, stor og rund, den lyste os vejen til Barbados. Vi så den stå op af havet, et smukt syn. Og så de flotte solopgange, ja vi ville gerne have haft jer med på en kigger, det skal simpelthen opleves….  Bølgerne herude har været meget varierende, nogle dage har bølgerne været meget høje, det kan sammenlignes med at du står nede i en gård og kigger op på anden sal og i næste øjeblik står du oppe på anden sal og kigger ned i gården, men det føltes ikke ubehageligt. De fleste dage var bølgerne ca. 2-3 meter høje, vi havde ikke på noget tidspunkt fuldstændig fladt vand, selvom der var vindstille. 

Den ene morgen snakkede vi om at det var da mærkeligt at vi ikke havde fået nogen flyvefisk på dækket, de skulle jo smage så godt. Knap var det sagt, da vi så at der lå en stor en på dækket, men sikke et svineri den havde lavet, så vi ønsker os ikke flyvefisk til middag mere. Vi måtte dog hver dag smide de flyvefisk ud, som havde forvildet sig op på vores båd. Vi har set tusinder at disse fisk undervejs og blev aldrig trætte af at betragte dem.

Vi fik et passatsejl forærende inden vi tog af sted og da vi endelig kom i passatvinden, skulle det vise sig om Grinden, vindroret og passatsejlet kunne finde ud af det sammen. Det er bare perfekt, vi suser bare derudad og sejladsen er meget mere behageligt. Nogle dage har vi dog lidt for meget vind og så synes det næsten som om vi sidder på en vild tyr, men grinden klarer det helt fint. I det hele taget er vi meget tilfredse med båden, den klarer det hele utrolig flot, vi er ikke et øjeblik utrygge ved at sejle.

Ja, mange af jer vil sikkert sige at det er lang tid at være på vandet. Ja, sådan følte jeg det også til at starte med, men som dagene de gik, væltede de nærmest over hinanden. Vi for jo snakket en del sammen, når der er så mange timer at gøre godt med og vi har da også filosoferet en masse. Og skrevet ting ned som vi gerne vil gøre når vi kommer hjem, så vi ikke glemmer det. Der har da også været dage som var trælse, nemlig når det gik fremad med 2-3 knob. Så synes det som om vi aldrig kom fremad og tankerne for alt for let ved at flyve i den forkerte retning… Men alt er jo glemt når Grinden suser derudad med 5-7 knob, så begynder smilet at komme frem igen.         

Vi var jo meget spændte på om vi havde vand og diesel nok med, men det var på intet tidspunkt et problem. Og det med at man taber sig 5-6 kilo over atlanten, ja det kan vi ikke nikke genkendende til, vi har ikke mistet appetitten et øjeblik. Vi fik en dåse med diverse slik forærende af nogle sejlervenner og den var blevet forseglet af Adolf (jeg kan ikke lade det ligge…) og den tog vi et stykke af hver dag når vi læste vores position af, det var dagens højdepunkt (tak Jørgen og Christa).

Undervejs over atlanten så vi kun delfiner en gang, og hvaler så vi også lige før vi kom til Barbados, ellers kom der en mega stor skildpadde forbi, men det går så stærkt at vi ikke kunne nå at tage billeder.

Turen over atlanten tog os 24 dage og vi har bagefter snakket med andre sejlere, som tog den direkte vej over og de har haft mere vind i sejlene. Det snakkede vi også om at gøre, men valgte alligevel at gøre som der stod i vores pilot. Der er en del både hernede som har fået revner i deres sejl, og de praler gerne med at de kun tog 17 dage om det. Vi er bare glade for at komme sikkert over, vi skal ikke bevise noget for andre. Et amerikansk ægtepar fortalte os at der havde været en tropisk storm (Peter) lige i hælene på os og vi er da glade at vi ikke mødte den. En finsk båd havde under deres tur over atlanten hørt at der var en storm derude, og senere hørte de over ssb-radioen at der var blevet set en båd drivende uden mast og ingen mennesker om bord, midt ude på atlanten, så på en måde er vi glade for at vi ikke fik noget at vide før vi kom hertil, ellers ville vi nok være blevet nervøse. 

Barbados

Endelig ser vi, ca 30 sømil før, Barbados i det fjerne, ingen af os kan sove, vi er helt over kvikke. På afstand ligner Barbados en hvilken som helst anden ø i DK, men sådan er det langtfra. Vi kalder havnen i Brigdetown for tilladelse til at indklarere. Vi ligger ved molen sammen med en stor luksusliner og så er grinden altså ikke ret stor. Mange af gæsterne kom forbi og lavede lidt sjov med det.  Det tager os ca. ¾ time inden alle papirerne er i orden og vi kan sejle tilbage til ankerpladsen i Carlile Bay. Ankerpladsen er ved at være godt fyldt op med sejlbåde fra hele verden og vi glæder os til at komme i land.

Sikke en strand her er, hvidt sand, blå/grønt vand som er dejlig varmt, ja, vi smider os nærmest i bølgerne da ankeret er smidt. Det eneste minus er al den musik som kan høres fra baren i nærheden, men det må vi leve med.

Vi gik en tur om aftenen og vi har aldrig været så trætte i benene (og vi går normalt meget), de føltes som blyklumper og gjorde ondt, så de skal trænes op igen..

Barbados er på størrelse med Mors og ca. 93% er af afrikans herkomst. 

Det er lidt af et kulturchok at komme hertil, alle de sorte mennesker, som er klædt i alverdens farver, vi føler os kedelige i tøjet (shorts og t-shirt).

Der er en stor hovedgade i byen hvor alle taxfree butikkerne ligger, her handler alle gæsterne fra krydstogtskibene ind, der kommer 2-3 hver dag, her er alt pænt rent og husene meget flotte, men når vi går bare 2 gader længere væk, så ser det hele anderledes ud. Mange af de sorte bor i træhuse som kunne minde om vores kolonihavehuse og andre i lidt pænere huse som minder om vores sommerhuse, vi så kun få luksushuse. Disse træhuse kalder de chattels og er ligesom de huse der blev bygget efter at slaverne blev frigivet på øen i 1834. Husene bliver udbygget alt efter hvor mange børn der kommer og hvor mange penge der til at bygge. Det skal lige tilføjes at mange af de mennesker som bor her er veluddannede og absolut ikke fattige.   Vi ser ikke andre turister gå rundt i disse gader, vi ved ikke om turisterne synes at det ser for fattigt ud, men vi synes at det er spændende at se hvordan de bor. Det er ikke alle der gør meget ud af husene, lidt maling ville gøre underværker. Vi synes slet ikke husene passer til de mennesker vi ser på gaden, de går jo så elegant klædt og deres frisurer er en hel fryd for øjet. Vi spurgte en ung pige hvor lang tid hun brugte på det og fik følgende svar: det bliver sat hverdag og det tager mellem 1-4 timer, afhængig af frisure. De var også de rene kunstværker. Også mange mænd har lavet fletninger i deres hår og en del af dem har deres hår i en strikket hue, de kan samle op til ½ til1 meter hår inde i den hue, det må være meget varmt at gå rundt med.

Vi er nede for at hente vores post og sikke et cirkus det er for at få det udleveret, vi bruger hele dagen på det og da vi kommer tilbage til posthuset med de oplysninger de ønsker, for vi at vide at vi skal gå hen på banken for få kursen, men den er desværre lukket, så kom i morgen igen. Her går alt så langsomt at i tror det er løgn, jeg ville få pip af at arbejde her.

Adolf synes at deres tempo er så langsomt, at hvis de var bistandsklient i DK, så ville de aldrig nå ned på kommunen før lukketid. Ja, i skulle opleve det………

Vi fik en masse julekort både pr. post og mail fra Danmark, tak til jer alle sammen som har tænkt på os. Og så var der pakker til os med slik og julegaver ( tak til Anette og Børge og Christa og Jørgen, og Anders og Vibeke hvis pakke vi desværre ikke fik) det var jo dejligt at pakke ud. Nede på posthuset skal de åbne alle pakkerne og da de så at der var nødder i den ene pose, spurgte de forundret hvad det var for noget. Vi gav dem en håndfuld og de grinede meget medens vi knækkede dem, men synes at de smagte godt.

Vi mangler stadig et brev fra Brian, så vi håber at den når at komme. 

Ture på Barbados med bussen

Vi tager en tur med deres lokale busser til noget der hedder Harrison Cave, som er en drypstenshule, midt inde på øen. Hulen blev opdaget første gang for 200 år siden, men først i 1970 fandt de ud af hvilken skat den gemte på. Det var en dansker der opdagede den og de indfødte troede at han var ude efter olie, men fandt hurtigt ud af at det var en anden form for guldgrube han havde fundet. Hulen betegnes i dag som en af verdens vidundere. Vi kom ned i hulen ved hjælp af et lille tog og guiden fortalte om de forskellige ting. Vi så de flotteste drypstensformationer i kan forestille jer, det var virkelig smukt og i dag er det en af hovedattraktionerne på Barbados. På vej hen til bussen mødte vi en neger som levede af at blive filmet med sin abe, han stod og knækkede kokosnødder ved at smide dem på vejen. Vi fik et stykke ved ham, det smagte utrolig godt. Han fortalte at denne type abe havde været med til at udvikle polio vaccinen, om det er rigtigt eller ej ved vi ikke, sommetider siger de noget for at få os til at købe. Vi så den største julestjerne i kan forestille jer, det var et helt træ, da jeg fortalte at vores julestjerner kun bestod af 2-4 af disse blomster, grinede de meget. På vej hjem i bussen, og det er lidt af en oplevelse at køre med dem, var der en ”stor” negerdame med som tog imod penge. Det kostede 1,5 B$ hvilket er 3 kroner, men så kan du køre med så langt du vil, men hvis du står af skal du betale igen. Negerdamen kom dansende og syngende ned gennem ”gangen” for at indkræve penge,  medens det hele gyngede på hende, ja det skulle i have set.

I bussen snakkede vi med en canadier som ville til at tilbringe sine gamle dage på Barbados, han havde fået tilbudt en lejlighed for 2400 kr. i måneden som lå ude på landet, men det er jo ikke godt at vide hvordan den ser ud……

Nogle dage senere tager vi igen en bus for at se den nordlige del af øen, som er helt anderledes end den bounty strand hvor vi ligger for anker. Hold fast det går stærkt med den bus, det er med at holde fast. Buschaufføren er dog flink ved de ældre medborgere og kører aldrig før end at de sidder ned (sådan var det ikke i Spanien). Ude på nordspidsen slår atlanterhavets bølger hårdt ind mod klipperne og det er et fantastisk skue. Der er en grotte herude med søanemoner, men det var en skuffelse, det eneste sjove var da guiden sagde at vi kunne sætte os på stenene og kigge når vandet kom ind i grotten, Ja, i skulle have set os da vandet kom, vi løb for at komme væk, så meget vand kom der ind og negeren stod bare og grinede af os, hvad vi dog også selv gjorde, det må have set komisk ud. Da vi kom tilbage til busstoppestedet mødte vi en ældre dame omkring de 80 år. Da hun så os kiggede hun smilende på Adolf og sagde at han så sød ud. Og hvis hun havde været ung havde jeg ingen chancer haft, sagde hun. I det hele taget kunne hun kun lide mænd…. Pludselig sagde hun at nu skulle hun altså tisse, og så spredte hun bare benene og tissede, ja vi vidste ikke hvor vi skulle kigge hen, men hun smilede bare velfornøjet på os. Det var meget svært at forstå hende, for det første har hun som mange andre ældre mennesker hernede ingen tænder i munden og for det andet snakker hun som mange af de andre bajanerne (det kaldes negrene her) en dialekt som kan være svær at forstå, det er som om de snakker engelsk med en kartoffel i munden. Hun havde boet her hele sit liv og ventede kun på at gud skulle tage hende med hjem, men han lod til at vente på sig, mente hun. Medens vi stod og snakkede kom en minibus kørende og ville have os med, vi sagde nej tak. Den ældre dame fortalte at de godt kunne finde på at sætte os af et vilkårligt sted, for igen at ville have flere penge. Lidt senere kom den igen og han sagde at hvis vi ikke tog med ham kunne vi komme til at vente i timevis på en bus, vi sagde stadig nej tak og 5 minutter efter kom vores bus.

Lige inden jul tager vi en tur med bussen til østkysten, vi går hen på busstationen og venter i køen. Vi spørger de andre passagerer hvornår bussen kører, vi får svaret:”om en ½ time eller 1 time, hvem ved”, ja, de tager ikke tiden så højtideligt. Turen til østkysten var utrolig dejlig, vi så sukkerrørsmarkerne stå flot som lige aller og små landsbyer som så uspoleret ud og endda grønne marker hvor der gik køer og græssede. Ude på østkysten er vandet mere ”vildt” end på vestkysten, her stod mange unge mennesker og surfede på deres brædder. Ude i vandet lå de flotteste klippeformationer, som selvfølgelig blev fotograferet flittigt. Vi tog os en rast i en lille park, der mødte vi en neger, som med det samme spurgte hvor vi kom fra. Det gør de tit her på øen, spørger dig ud og hvis du begynder at stille spørgsmål siger de. ”okay have a nice day”, så gider de ikke snakke mere. På vejen hjem i bussen møder vi nogle sejlere og en af dem viser sig at være dansk. Han havde været gast på den båd der gik ned ved Marokko. Han fortalte at den havde været i en så miserabel stand, at den ikke skulle have haft lov til at sejle. Han var steget af skibet sammen med en anden i Marokko. Besætningen på Biz blev dog reddet fortalte han, ved at de svømmede i fire timer inden de nåede marokkos kyst, grunden til at den gik ned skulle være at de var sejlet ud, selvom de fik at vide at der var en storm på vej, diesel havde de ikke med og deres sejl var så gamle at de ikke kunne krydse med det.

Jul på Barbados

Så blev det den 24 december og vi ville ringe hjem til Brian og Sannie som holdt jul sammen med Adolfs søster og svoger. Det er utrolig dejligt at høre deres stemmer igen og savnet er meget stort. Det er meget svært at komme i julehumør i denne varme, selvom byen er pyntet op med mange guirlander, dog mest i Barbados farver som er gul og blå. Alt julepynt er i plastik og som derhjemme synes hele byen at være på benene, der er ikke til at komme til nogen steder. Juleaften sider vi alene på båden og spiser kylling med brune kartofler med rødkål og til dessert fik vi risalemande. Midt under aftensmaden kom der en dinghy sejlende hen til vores båd, det var såmænd ”julemanden” med hans følge som sang engelske julesange for os, det var rigtig sjovt.  Bagefter gik vi ind på stranden sammen med nogle franske sejlere og snakkede, det var da ret hyggeligt, men jul, nej det var ikke det samme. Vore tanker var mest i Danmark den aften…………………

Den 25 december blev vi vågnet klokken 7 om morgenen, da der var en som sang opera, så vi lå bare stille og nød det, men da vi kiggede op så vi at en masse mennesker var samlet henne på stranden. Vi skyndte os i tøjet og roede derhen. Her mødte os et flot syn, alle de sorte var klædt i det flotteste tøj, damerne i lange kjoler af silke og tyl og mændene i jakkesæt helt ned til de mindste og så var der lige et par forvildede sejlere i shorts. Her blev der sunget julesange af nogle sangere og vi nød at høre musikken og kigge på alle disse glade mennesker. Men vi synes dog at det var lidt tidlig på dagen………

Som altid gik vi en lang tur juledag og da fik vi en sjov oplevelse. Vi så en masse sorte mennesker forsamlet ude ved strandbredden, de sang og så meget fornøjede ud. Da vi kom nærmere så vi at de var ved at døbe nogle af dem i vandet. Bagefter holdt præsten en tale kun iført shorts og en t-shirt hvorpå der stod gud, ja det er også en måde at reklamere på.

Resten af juledagene brugte vi på at slappe af og forberede os på at sejle videre mod Tobago. Der skulle hentes vand, laves rejsebrev, pudse alle de forkromede ting og hente post på posthuset…

Nu har vi bare at glæde os til vi kommer til Tobago hvor vi venter på at Sannie kommer, ih hvor vi glæder os…..

Mange knus

Bella og Adolf

NB.: Vi ankom den 31 december til Tobago, her er utrolig smukt, vi ligger i en bugt ved Charlotteville, her ligger ca. 25 både.

Et stort tillykke til alle jer der har fødselsdag i januar:

Emme

Editha

Lona

Bettina (OJ)

Og selvfølgelig også til alle dem vi har glemt…………….