Fra Gran Canaria til La Gomera

Vi sejler fra Fuerte Ventura om aftenen og tager en natsejllads til Arguinnigin på Gran Canaria, vi havde en god vind det meste af natten, Grinden sejlede ind i mellem 7-8 knob, så det gik hurtigt fremad, næsten for hurtigt. Ved ankerbugten i Arguinnigin ligger der et havareret skib, som er strandet under sidste års storm, et trist syn at se sådan et stort skib ligge der.

Det første vi gør at selvfølgelig at skynde os op for at hente vores post, som ligger og venter på os, ih hvor dejligt……. Det er ikke noget der er bedre end post hjemmefra.

Men gladen i denne dejlige ankerbugt varer ikke længe ved, for allerede om aftenen kommer der en toldbåd direkte imod os og vil se vores papirer. De virker meget kolde og den ene af dem spørger om de må kigge vores båd igennem, de tror at vi har pistoler eller illegale indvandrer med om bord. Så alt bliver gennemsøgt, selv mel og havregrynen for en tur, men efter en halvtimes tid giver de op og sejler igen, det mærkelige er at der ligger mange både omkring os, men det var kun vores båd de kiggede i. Mon vi ser lidt mærkelige ud?? Næste morgen var det galt igen, knap var vi vågnet før Guardian Civil stod med deres båd og forlangte at alle både i bugten skulle være sejlet inden aften, der var kommet et officielt stykke papir (på spansk) fra marinen at det fra dd. Var forbudt at ankre op i hele bugten, af fare for strandning. Men der var både her, som havde ligget her i flere måneder og den båd som lå derinde på stranden, fik vi senere at vide, var strandet fordi at dens ankerkæde var totalt gennemtæret og derfor var sprunget medens de selv var i land, så vi synes at det var utrolig ærgerligt, men der er intet andet at gøre ellers vanker der en bøde.

Vi sejler derfor til Pasito Blanco som er den nærmeste havn, her ligger vi ved siden af en gammel tysker, som har boet her i 9 år og han brugte det som helårsbeboelse, en meget flink ældre herre. Hele området hernede er indhegnet, så der kan kun komme de fastboende og sejlere herind, så det er et godt sted at have sin båd liggende hvis man selv er hjemme på besøg, som mange gør.

Vi tager bussen ind til hovedbyen Las Palmas, men det var lidt af en skuffelse, vi er vist ikke til de store byer. Vi ser mange langturssejlere ligge hernede i havnen, især mange ARC- sejlere som samlet sejler over Atlanten den 23 november.

Vi ville egentlig have lejet en bil, men vi kunne simpelthen ikke få fat i en her i weekenden og til sidst opgiver vi, så må vi udforske øen en anden god gang, vi kan heller ikke se det hele, så bliver det alt for stressende.

Mandag den 20 oktober sejler vi tidlig om morgenen videre mod Tenerifa, Bernhard, ham tyskeren, stod op for at tage afsked med os, klokken 4.30 om morgenen. Undervejs på sejlturen ser vi rigtig mange flyvefisk, de er virkelig sjove at studere, nogle af dem fløj mindst 100meter over vandoverfladen, når en rovfisk var efter dem.

Ved 19 tiden ankommer vi til Santa Cruz, hvor der ikke er muligt at ankre, desværre, så vi tager ind i havnen. Her bliver vi gennet hen til en mole, for spanierne har mange sjove principper. Når du kommer uden for åbningstiden, så må man ikke lægge sig på en tom plads, du har med at vente til dagen efter, selvom der var mange pladser fri her. Det er meget dyrt at ligge i havn her næsten 18 euro for alle både op til 12 meter. Faciliteterne her er utrolig dårlige, vi skal virkelig tage os sammen for at gå på toilettet og i bad her. Baderummene er fyldt med karkelakker, så det er med at ryste tøjet inden man går ud, føj.

Santa Cruz er en meget hyggelig by og de første dage bliver den ”undersøgt” på kryds og tværs. Vi køber et buskort på busstationen, så kan vi køre rundt med busserne til halv pris. Den første tur går til  Taganana i Anaga området, her er utrolig flot. Vejen dertil er fyldt med hårnålesving og vi nyder det i fulde drag. Da vi skal ned i dalen hvor Taganana ligger begynder mange af de indfødte at lave korsets tegn, vi vidste ikke rigtigt hvorfor, så vi kiggede meget på buschaufføren, men han klarede da nedturen meget godt synes vi, så vi slappede af og nød turen. Taganana var i helt gamle dage et lille fiskerleje hvor sørøverne holdt til fortæller de indfødte, da det næsten kun var muligt at komme hertil med skib. Vi ville vandre en tur i bjergene her, så det var med at komme af sted. Vi gik næsten 2 kilometer inden vi fandt vandreruten, de er meget dårligt afmærkede. Efter næsten 1½ times vandring opad bjerget, det var meget stejlt, kom vi til en skillevej med tre mulige vandrestier, så hvilken skulle vi tage? Selvfølgelig tog vi den forkerte og måtte til sidst tage hele turen tilbage, for vi skulle nå en bus kl.18, der kørte ingen andre. Men pyt med det, vi fik en dejlig tur ud af det og vi fik rørt musklerne, så vi var meget trætte da vi kom hjem til båden igen.

Dagen efter var vi ikke meget værd, benene var som blyklumper. Så vi nøjes med at gå på et mega loppemarked med over 300 boder, så der var noget at kigge på.

Marinaen er fyldt med folk, som venter på turen over Atlanten og det er sjovt at skue, for den ene er mere klog end den anden. Folk går helt bananas hernede og køber helt vildt ind af udstyr, de hidser hinanden op med; at det må du altså have, det kan du ikke sejle uden.  Så det er med at holde hovedet koldt og ikke gå i panik af al deres sladder.

I dag vil vi op og se Teide, som er spaniens højeste bjerg. Vi skal tidligt op af kassen, da der kun kører en bus derop og en tilbage om eftermiddagen. Det er helt uvant at skulle op kl 6 om morgenen. Turen derop er utrolig flot og tager cirka 2 timer og jeg fryser helt vildt, ikke fordi at vi er kommet i de højere luftlag, men fordi deres aircondition bliver ved med at blæse koldt luft ind. For at komme op på toppen skal man tage en svævebane og de sidste 300 meter skal man selv gå, men til dette formål skal man have en tilladelse, da der kun må komme X-antal personer derop om dagen. Uheldigvis for os, var svævebanen lukket, hvilket den er meget ofte, fordi der blæser for meget, så vi tager sammen med alle de andre hen på besøgscentret, hvor der er vandrestier og en flot udsigt. Teide er 3718 meter høj og er den tredjestørste vulkan i verden. Der er en utrolig naturmangfoldighed vi oplever her. En lavaørken med mange mærkelige stenformationer og enorme klipper, som af tiden tand har fået de flotteste former og farver, jeg kunne blive med at tage billeder herfra. Vi gik en vandrerute som tog os ca. 2½ time, og vi kunne stadig mærke eftervirkningerne fra sidste gang vi var ude at vandre. Så meget trætte var vi hjemme ved 19 tiden.

Nu har vi set nok af Santa Cruz og beslutter at tage til den sydlige del af øen for at ligge for anker. De har meldt 3 beaufort i dag og i den rigtige retning, så det var bare med at komme af sted. Men uha, sikke nogle bølger vi kom ud i, der er nogle voldsomme accelarationszoner i det canariske område og de gør at du pludselig for langt mere vind end de 3 beaufort. Bølgerne var 3-4 meter høje og indimellem surfede vi på bølgerne med vores lille Grinde med op til 10 knob. Men vi var dog forberedte på disse zoner og havde derfor vores storsejl rebet ind.

Los cristianos er et rigtigt turiststed, hvor der er fuld fart på hele dagen. Adolf har fødselsdag den 31 oktober og vi ville ud at spise den dag, men sådan gik det ikke, for pludselig begyndte det at storme og hyle udenfor og vi turde ikke gå fra båden. Så middagen blev serveret derhjemme. Dagen efter så vi på et opslag, at der havde været en 5 meter høj flodbølgevarsel i området, men vi fik heldigvis kun vinden at mærke. Dagen efter fik vi at vide at en dansk katamaran var forlist ved marokkos kyst og en var druknet, og det er jo forfærdeligt.

Vi mødte en fyr fra Kap Verde på molen, han arbejde i havnen for at tjene penge til sit bryllup i januar. Han talte meget positivt om den ø han kom fra, men det kunne ikke få os til at ændre vores beslutning.

Vi har stadig penge på vores buskort, så vi tager en tur til Icod de Vinos, både for at se den del af øen, men også for at se det ældste drageblodstræ, som efter sigende skulle være 3000 år gammel. Træet har ingen årringe, men alderen kan kun findes ved at tælle alle grenene og det er nærmest umuligt. Så vi nyder både gåturen i byen og turen på vej derop og hjem som er utrolig smuk.

Den 7 november sejler vi til La Gomera som kun ligger 19 sømil herfra, det skulle jo være så let som ingen ting, men så er der jo lige det med de zoner igen. Sikken en vind der var derude, selvom vi havde rebet helt ind, sejlede vi vildt stærkt. På vejen derud, så vi hvaler for anden gang, det er utrolig smukt som de glider elegant igennem vandet og puster deres luft ud af åndehullerne.

La Gomera er en utrolig smuk og frodig ø på størrelse med Mors, der nærmest ligner et bjerg der er skåret i skiver. I skiverne er barrancoerne (kløfter), som går helt ned til havet. Og øen har som det eneste sted i Europa en urskov.

I San Sebastian møder vi den danske båd Carpe Diem med Bente og Peter ombord, som vi kender fra et sejlertræf, to meget søde mennesker. De venter på at få en gast (en der betaler for at sejle med og de deles om mad, havnepenge og diesel) fra København. Bente og Peter har været på La Gomera i et halvt år, så de viser os nogle gode vandrestier og vi aftaler at ville leje en bil sammen en dag, så vi kan få set øen.

Der ligger 3 andre danskere her foruden os, og vi er alle samlet den dag den første dansker bliver ”tudet” ud af havnen til turen over Atlanten. Jeg fik helt gåsehud, da vi stod der, det mindede mig om den dag vi tog af sted hjemmefra.

Tiden går hurtigt her, vi for set båden efter for mangler og alt bliver vasket og købt stort ind til turen over Atlanten, som nærmer sig med hastige skridt.

Den 11 november lejer vi en bil sammen med Bente, Peter og deres gast Michelle. Michelle fortalte at hun havde søgt gastepladser på yderligere 2 danske både, men havde valgt Carpe Diem. Og i dag havde hun fået at vide at de to både som hun havde søgt gasteplads på var gået ned ved Marokko, deriblandt den føromtalte katamaran, så hun var lidt beklemt ved situationen.

Bente og peter kender øen som deres egen bukselomme og derfor var det peter der kørte bilen. Først kørte vi til Hermigua dalen, som er utrolig smuk. Hermigua- dalen er fyldt med bananplanter, som bliver brugt til eksport. Vi kører hen på en ”bananfabrik” hvor de høstede bananer bliver delt, vasket og pakket til eksport. Vi måtte ikke fotografere menneskerne som arbejdede her, men bananerne måtte vi gerne tage et billede af, dem var der ingen der kendte. Manden ville så gerne fortælle os en masse, men desværre er der ingen af os der kan spansk.

Vi stopper mange steder for at tage nogle dejlige naturbilleder, ja vi kan nærmest ikke lade være med det. Videre mod nationalparken som dækker 10% af Gomera og her ligger urskoven også. Der er mange vandrestier i området og Bente og Peter kender et dejligt sted som de gerne vil vise os. Vi går cirka 2 kilometer ind i skoven til vi pludselig står foran en lille sø, hvor træerne stor golde i vandet, det hele ser eventyragtigt ud. Dette sted ville vi aldrig være faldet over hvis vi selv var kørt en tur.

Vi ville egentlig gerne have set solnedgangen fra det højeste sted på øen, men skyerne hang tungt ned af bjergene nu, så fra at være 25-30 grader varmt var her kun 13 grader varmt, hold fast hvor vi frøs i vores små shorts.  Vi kørte derfor ned til Valle Gran Rey, som ligger ved en af de frodige barrancos og nu er der igen dejlig varmt, folk bader hernede og vi sveder helt vildt igen, det er nu underligt. Godt trætte kom vi hjem til båden igen, hvor vi aftalte at spise sammen over på Grinden, det var en hyggelig afslutning på dagen.

Der er marked i byen hver onsdag og lørdag, så vi vil op se hvad de har at byde på. Og om vi ikke ser figner, friske figner, UHM, dem må vi have med til december måned, når vi sidder midt ude på Atlanterhavet og tænker på alle jer derhjemme som går og hygger jer med alverdens ting. Vi har dog gemt en dåse slik, som er blevet forsvarligt klæbet sammen, da jeg er forfærdelig sliksyg og ikke kan lade noget ligge………. Så den vil vi nyde sammen med alle de andre ting vi har købt ind.

Grinden er nu ved at være sejlklar til Atlanten, alt er købt ind og kigget efter. Vi vil gerne sejle til La Palma, men som vejrudsigten siger lige nu er det ikke muligt, med mindre at vi gider sejle for motor mod vinden hele vejen, så vi overvejer hvad vi gør. Vi er sejlet ned i en ankerbugt på Gomera, hvor vi ser tiden an et par dage, hvis det ikke ændrer sig væsentligt tager vi en tur til Hierro og springer La Palma over, sådan er det jo at sejle….

Så nu varer det kun nogle dage til vi tager den længste tur på vores rejse og vi glæder os, specielt fordi vi også ved at det ikke varer så længe før vores datter kommer ned for at besøge os, vi savner dem helt vildt……….

Så, nu er det bare om at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul, da vi jo ikke ved hvor mange dage det tager, er det bedre at sige det på forhånd og send os en tanke ind i mellem, det ville vi sætte stor pris på……….

Mange knus og tanker

Bella og Adolf