Rejsebrev 6

Fra Maideria til Fuerteventura

Efter at vi havde sendt vores rejsebrev nummer 5, gik vi stille og roligt hjem til båden. Båden var utrolig beskidt og pindene i vores solsejl var væk, men alt vores vasketøj var stadig på snoren. Der lå kun enkelte både tilbage for anker og vores ”nabo” en franskmand sagde til os, at der havde været en forfærdelig blæst, men det kunne vi ikke rigtig forholde os til, for vi havde ingen blæst hverken set eller hørt da vi gik inde i byen. Vi har lært et tysk ægtepar at kende og vi vidste at han kunne dykke og de lå inde i marinaen, så Adolf roede ind for at snakke med Michael. Han fortalte Adolf at der havde været en frygtelig storm, hvor vinden skiftede fra alle retninger og der var utrolig høje bølger, han havde taget det hele op på video, det tog circa 20 minutter. Alle folk som var på bådene havde flygtet ind i havnen og en enkelt var nød til at kappe ankeret og sin dinghy fra båden og flygtede ud på havet. Kun vores båd og 3 andre som heller ikke var hjemme blev nærmest smidt rundt i bølgerne og Michael havde været bange for at vi ville ende inde på stranden. Vi blev lidt svedige da han fortalte det, men var også glade for at vi ikke havde stået inde på stranden og ikke havde været i stand til at komme ud til båden. En anden franskmand mistede alt deres tøj i vandet og han havde både et anker i stævnen og et hækanker og hans hækanker var forsvundet i dybet. Michael kom med det samme ud med sit dykkerudstyr og i løbet af ingenting fandt han vores sejlpinde igen og samtidig fandt han en af mine bluser med klemmer på, som også var fløjet af snoren. Michael dykkede også ned og kontrollerede vores anker og sagde at det bare var godt gravet ned i sandet. Vi har været utrolig heldige og ved nu at godt ankergrej er den bedste forsikring i sådanne tilfælde.

Efter nogle gode dage på Maideria tager vi turen til en lille ø ved Lanzarote, som hedder Graciosa. Vi regnede med at det ville tage et par dage at sejle dertil, men vinden ville det anderledes. Vi havde ind imellem havblik og det gjorde at vi kunne filme en havskildpadde, som dovent svømmede forbi båden. Den ene morgen er der igen vindstille og vi tager sejlede ned og lader båden drive medens vi tager os en lur, vi ser ingen både på vejen herover. Men pludselig kan jeg høre en båd i nærheden og kigger op, jo der kommer en stor motorbåd med kurs mod os. De tror at der er noget i vejen, så vi starter motoren og sejler ind på vores kurs og kort tid efter ændrer de også kurs, men det er da dejligt at vide at de har øje på en. Her er utrolig varmt og stille, så Adolf tager sig en dukkert på 4 kilometer vand.

Jeg har lige læst bogen Cassiopia, som handler om en langturssejllads og da jeg kom til slutningen, måtte jeg fælde en tåre, jeg savner Brian og Sannie, så det er på tide at vi får ringet hjem, det vil vi gøre når vi kommer til Lanzarote.

Endelig på tredje dagen ser vi Graciosa, øen ligner nærmest et månelandskab eller en ørken . Øen er på størrelse med Anholt og der bor ca. 600 mennesker på øen, de er dog placeret i en by. De bor alle i hvide firkantede huse med flat tag. Vi synes at det ligner en mexicansk cowboyby, hvor en revolvermand hvert minut kunne komme ridende på sin hest igennem byen. Her er ingen asfalterede veje, kun sand. Ellers er her kun ørken, et par udslugte vulkaner og de dejligste strande og ankerbugte man kan ønske sig.

Vi ankrer op i en bugt, det er ellers gratis at ligge i havnen (havnemesteren er på ferie), men det er alt for varmt, det er bedre at kunne snorkle og svømme ude fra båden og vi nyder stilheden. Vi har en utrolig udsigt, på den ene side har vi Graciosa og på den anden side Lanzarotes stejle klipper. Her er kun få turister, så der er masser af plads til alle.

Vi har lige været til fødselsdag hos Tineke og Dick fra Holland, de skal næsten samme rute som os, så dem håber vi på at møde masser af gange, deres båd hedder Velvet.

Den ene dag går vi en tur langs med stranden og en turistbåd har læsset ca. 30 mennesker af på stranden, for at de kan prøve en bananbåd og bade. Da vi står og kigger på, er der en ledig plads og de giver mig en redningsvest, så er det op på bananen, det var meget sjovt. Efter nogle dage i ankerbugten, begynder det at blæse lidt op, hvilket bevirker at vi ikke sover så godt, så vi beslutter at gå ind i havnen. Vi har problemer med vores brænder til komfuret og et par pakninger til vores motor, så vi har bestilt reservedele hjemmefra, så vi håber at der ligger post til os i Lanzarote. Vi mødte en mand der hedder Sergio på øen, han var meget interesseret i vores båd, da han var ved at bygge en træbåd på samme størrelse som vores, som også var en spidsgatter. Han gav os sit telefonnummer, så vi kunne ringe til ham når vi kom til Lanzarote, så kunne vi komme ud og se hans båd og han ville vise os øen.

Efter 8 dejlige dage på Graciosa, skulle vi videre mod Lanzarote, det var med vemod at vi sejlede videre til Arricife på Lanzarote. Hvis nogen vil have en ferie som står på badning, afslapning og gåture, er dette paradiset, her foregår alt i et stille og roligt tempo. Og stemningen ved havnemolen er utrolig hyggelig og ikke overfyldt med turister og hvis man vil en tur til Lanzarote går der en båd en gang om dagen.

Undervejs til Arricife fangede jeg en halv meter guldmakrel, men lige inden jeg skulle hale den om bord, måtte Adolf tage over, den var jo helt vild…… Det sviner utrolig meget, når sådan en fisk kommer om bord, og jeg kan endnu slet ikke forestille mig hvordan det bliver når vi får en fisk på krogen der er dobbelt så stor….Vi har snakket med andre sejlere efter tiden og de sagde, at vi skulle hælde alkohol i deres gæller, så blev de bedøvede og man havde ikke det svineri på dækket, men, men…. Mon Adolf vil ofre sin kære whiskey?????

I Arricife ligger vi godt beskyttet for alle vinde inde i havnen, men bade vil vi ikke herfra, der er dog en dejlig badestrand ikke langt herfra. Vi er nu så langt hjemmefra, at vandet ikke smager godt mere, de fylder klor i deres drikkevand. Vi har dog fået et godt råd fra en sejler, at vi bare skulle hælde vand op i en gryde og lade det stå natten over, så var smagen væk, og det virker. Vi har endnu ikke fået dårlig mave af at drikke vandet, det nytter jo ikke noget at vi køber drikkevand, for når vi først er på vej over atlanten, skal vi vænne os til at drikke halvlunken, kloret drikkevand.

I dag fik vi ringet til Brian og Sannie og hvor var det dejligt at høre deres stemmer, selvom vi mailer og sms’er sammen, så er det noget andet at høre deres dejlige stemmer igen. Det har nok været det sværeste ved at rejse, at vi skal undvære det vi har allerkærest her i verden…..

Lanzarote er en gold ø, de har utrolig flotte strande og et fantastisk vulkansk landskab. Øen er lidt større end Bornholm, der bor ca. 80.000 mennesker her, hvoraf halvdelen bor i Arricife.  

Vi mødtes med Sergio, som vi mødte på Graciosa, han kørte os rundt på øen for at vise os vulkanerne, undervejs samlede vi hans kone Cristine op. Cristine fortalte at der ikke havde været et vulkanudbrud her siden 1824 og dengang kostede det ”kun” en ældre mand livet fordi han ikke ville forlade sit hjem. Den lava, som kom ud af vulkanerne ( der er ca. 300 af dem) her er meget tyk og langsomt flydende, hvilket gjorde af menneskene let kunne flygte til fods. Andre lande som også har vulkaner, har en anden type lava, som er mere flydende og dermed også mere farlig. Der ligger forstenet lava over det hele og ind imellem har de lavet veje, det er et fantastisk skue. Vi kørte videre mod et besøgscenter og da Sergio og Cristine har forbindelser dertil, kom vi gratis ind. Her kunne vi se, læse og høre alt hvad der er værd at vide om vulkaner. De havde en grotte, hvor de simulerede et vulkanudbrud og tænk at den lyd vi hørte, hvilket var meget højt, har indbyggerne i 1824 hørt på i 6 år, det må have været forfærdeligt.

Undergrunden er stadig meget varm mange steder, så på nogle af vulkanerne kan man putte hø eller halm i nogle huller og de bliver antændt blot de kommer et par meter under jorden.

Efter det store vulkanudbrud i 1824 var alt goldt, men bønderne fandt ud af, at de kunne dyrke druer i asken. Og af disse druer lavede de Malvasiovinen. Cristine fortalte at vulkanasken suger nattens dug til sig og det var nok til at vinplanterne havde noget at leve af om dagen. Den vokser dog ikke direkte i asken, men i et muldlag under asken. Planterne er plantet i fordybninger, men sten uden om og kan ses på hele øen. Vinen skulle være meget stærk og sødlig og to glas skulle være nok til at få en bimmelim af, så det må vi prøve. Vi tog videre mod La Santa hvor Sergio og Cristine bor. La Santa er halv dansk siger de, på grund af La Santa Sport, mange af deres ansatte har indlogeret sig i byen. Vi skulle dog først over og se hans træbåd, de vil nemlig sejle jorden rundt i den om et par år. Båden er 8 meter lang og 3 meter bred og arbejdet var utrolig flot lavet (han er ikke håndværker). Han regner selv med at den står færdig til næste år, men de har ingen hastværk, som de selv siger.

Vi tog over til Deres hus, som de selv har bygget. De fortalte at størstedelen af husene på Lanzarote var hvide med blå eller grønne vinduer og døre og højst i to etager. Grunden hertil var en berømt kunstner som hed Cesar Manrigue. Han var imod turistindustrien , som var ved at forvandle hans ø. Derfor var han med til at der blev lavet en turistpolitik, som både tog hensyn til miljø og mennesker. Det håndhæves stadig i dag, især på landet, hvor der kun bygges disse to etagers huse for ikke at skæmme naturen med højhuse.

Cristine’s og Sergio’s hjem var meget unikt, der var ingen døre, heller ikke til toilettet. Køkkenet havde heller ingen skabsdøre og kun et bord med 4 stole til. I forbindelse med køkkenet var et stort rum, som vi ville kalde en stue. Her havde de lagt 2 madrasser på gulvet og ikke andet, ingen fjernsyn, planter, intet. Væggene var beklædt med hjemmefotograferede fotos. I børneværelset var der en madras på gulvet til deres søn Inda på 5 år og en kasse med legesager. Ude på terrassen var der et hjemmelavet rundt badekar, hvori hun havde født deres søn. Så det er helt anderledes ind det vi er vant til, men to utrolig spændende mennesker. Sergio lavede omelet og salat til middagsmad, det smagte dejligt. De fortalte at deres søn levede af noget der hed ”Gofio”. Det er et lysebrunt protein pulver som blev blandet op med olie eller man kunne lave grød af det og derudover spiste han frugt ikke andet. Det har han levet af i fire år. Cristine sagde at Lanzarotes befolkning i flere år har levet af Gofio under spanskekrigen, da de ingen forsyninger kunne få. Hun er et upræget natur menneske, og hun sagde at hun godt kunne tage to timer om at spise. Vi synes nu det var noget mærkeligt noget, men sådan er vi jo forskellige. Cristine arbejder freelance med fugle, som er fredede og som er kommet til skade. Hun henter fuglene, og tjekker om de skal i behandling, slippes løs eller om de skal aflives. Hendes mand Sergio arbejder som skipper på en motorbåd for staten.  Vi var med Cristine da hun hentede et par fugle. Bagefter hentede vi deres søn Inda som gik på en international skole. De ville gerne at han kunne så mange sprog som muligt inden de skulle ud at rejse. Han har gået på denne skole siden han var 3 år, fra kl. 9.30 til kl 15 hver dag, så det er en lang dag for sådan en lille størrelse. Undervisningen foregår på engelsk, kun de obligatoriske spansktimer foregår selvfølgelig på spansk.

Ved 18 tiden blev vi læsset af ved havnen, fyldt med nye indtryk, så vi var godt trætte.

Ventetid, ventetid, det spanske postvæsen er så langsomme at det kunne være løgn og hjælpsomme er de heller ikke, så vi måtte en tur på turistkontoret for at få dem til at søge efter vores pakke. Der fik vi at vide hvad dag den ville ankomme og det var dejligt at vide, det kunne postvæsenet jo selv have fortalt os, men der siger de bare ”manjana” i morgen…….. På ankerpladsen i Arricife sker der udskiftning af både dagligt og ikke alle er lige gode til at ankre, især franskmændene er frygtelige at have i nærheden, de lægger ikke nok kæde ud og ankrer alt for tæt. Den ene dag ankrede der en stor fransk stålbåd op kun 1 meter fra os, vi bad ham om at flytte sig da vi lå for tæt. Men han sagde blot du vil ikke flytte og jeg vil ikke flytte, så vi har et problem, men i løbet af dagen fortrak han sig heldigvis, så ham møder vi ikke gerne igen. Endelig efter at have ventet 13 dage kom vores pakke og vi var ikke længe om at pakke vores grej og komme af sted. Vejret var dejligt så vi sejlede ned til Papagujabugten på sydspidsen af øen for at komme lidt ud at bade og snorkle igen. Jeg har forbrændt mine læber så frygteligt og må derfor nøjes med at bade og beskytte ansigtet for solen, det er lidt træls…..

Fredag den 10 oktober sejler vi til Fuerteventura og sejler til et lille fiskerleje der hedder Giniginamier, her er stille og roligt. ”Fiskerbyen” er delt op i to dele, i den ene del er der en masse store og flotte huse som kun bebos af tyskere og i den anden del bor lokalbefolkningen. I en meget lille butik finder vi en pose med gofio, og det skal vi da have med hjem og smage……. Fuerteventura består af ørken og klipper og det er kun fordi at de har nogle gode strande på den sydlige del af øen, at de har mange turister. Før spanierne kom var øen meget grøn og frodig, men de indførte geder, kaniner og egern, som spiste alt det grønne og var der træer så blev de brugt til at bygge både og huse af.

Vi tager videre mod Morro Jable på sydkysten af øen og her får vi bid på krogen. Jeg bliver helt vild for den er stor, så stor at jeg ikke kan hale den ind. Jeg finder whiskey, kniv og skærebræt frem og rydder hele cockpittet, så der er plads. Videokameraet findes frem, nu skal fangsten filmes, imens Adolf slider i det for at hale fisken ind. Omtrent halvvejs bider den dumme fisk wiren over, vi har eller købt line, wire og krog, som skulle kunne holde til en fisk på ca. 60 kg, så det må have været en ordentlig tamp vi havde på krogen, og så er det ikke engang løgn….. I havnen mødte vi igen den danske båd Denvi, som vi fik et kæmpe knus af da vi kom, de var glade for at se os igen. Så vi blev inviteret over til aftensmad og fortalte hinanden hvad vi havde oplevet siden vi sidst så hinanden. Denvi har besluttet at overvintre på Canarieøerne, da deres gaster ikke ville med alligevel, så det er nok sidste gang vi er sammen. De er dog hjemme hvert år fra april til oktober, så vi mødes nok i Danmark. Vi mødte en dansk kvinde, som kom sejlende ud i en kajak, hun har boet her i 20 år. Hun fortalte at 90% af turisterne på øen var tyskere og på de andre canariske øer, var der andre nationaliteter som dominerede visse dele af øen. Hun sagde at Fuerteventura var ved at vende sig til det dårlige, da alle kun ville servicere turisterne og derfor blev der bygget flere og flere hoteller. Men vi synes jo ikke at de har andet at leve af, der er jo ikke andet end fiskeri og det kan de jo ikke alle leve af. Fuerteventura er meget plaget af illegale indvandrere fra især Marokko, som bliver lovet en bedre tilværelse. Vi så undervejs til Morro Jable nogle grønne robåde ligge op ad de store klipper, og det er disse både som flygtningerne kommer i, ofte op til 30 personer ad gangen i den lille båd. Hun fortalte at for en måned siden havde øen fået et nødopkald fra en af disse både, de søgte i 12 dage og fandt endelig båden, men der var kun 5 overlevende af 25 personer. Det er så forfærdeligt at nogle mennesker tjener penge på andres elendighed. I perioder kan de have op til 10 både om ugen og næsten alle blev sendt tilbage. Hun så ofte, da hun sejlede der med sin kajak, mange plastikposer som var fyldte med tøj, og det var fra nogle af disse både, men deres skæbne var der ingen der kendte…….

Ja, folkens det var så alt for denne gang….

Lige nu ligger vi i havn i Gran Canaria, hvor vi tager ture på øen, men mere om det senere……….

Vi vil lige fortælle jer at vi ikke tager til Kap Verde øerne, men tager den direkte vej over atlanten, da vi synes at der er så meget at se på de andre øer og alt bliver for presset, hvis vi også vil ned Kap Verde.

Og til allersidst er der nogle fødselsdags hilsener:

September

Marianne

Oktober:

Min lille mor

Mona Sørensen

Jette Dunk og Søren S.

Og så min skipper

Og alle dem som vi har glemt, skal der selvfølgelig også være et stort tillykke til…..