Fra Penice (Portugals fastland) til Maideria

Hej alle sammen

Vi ankom til Penice i let tåge, og det regnede. Inde i havnen ligger de i flere lag, så vi beslutter at ligge for anker uden for havnen selvom det gynger lidt. Næste morgen tager vi ind i havnen, for tanket diesel og finder en plads på indersiden af den mole hvor alle andre de ligger. Vi gider ikke at betale for en kajplads og så gynge dag og nat for det kunne vi se at de andre gjorde. Bedst som vi lægge til kaj, begyndte båden at lave sig selvstændig og drev faretruende hen mod andre både. Adolf tog sig af forstævnen og jeg tog mig af agterstævnen for ikke at sejle ind i andre, vores ror ville ikke lystre. Jeg kunne næsten høre Adolf tænke, hvad er der nu i vejen? Som et lille mirakel tog den smule strøm og vind der var båden og nærmest sejlede den hen på den plads som vi havde udset. Stille og roligt fik vi fortøjet og ved et kig ned på propellen kunne vi se at et stort stykke kraftigt plastik havde viklet sig om propellen. Vi kunne dog med vores bådshage løsne plastikken og alt er som det skal være igen, gudskelov ellers skulle Adolf havde været ude at dykke, puha……  Og knap havde vi fået fortøjret før marinepolitiet var der for at registrere, han kunne ikke et guk engelsk og bagefter havnemesteren som heller ikke kunne engelsk, men han havde dog et stykke papir som vi kunne læse hvad han ville. Da vi skulle til at spise, lagde der sig en rigtig sur fisker uden på vores båd, de var halvfulde og skældte ud på portugisisk. En sejler ved siden af os fortalte at det var hans plads og at vi skulle flytte og det ville vi ikke, for havnemesteren havde set hvor vi lå og sagt god for det. Så gav den sejler ham en ordentlig skideballe og bagefter kom en fra marinepolitiet og gav ham en anden skideballe, men han var ligeglad. Meget højrystet gik han op til havnemesteren. Efter ca. ½ time kom han tilbage og sagde at han flyttede, men at han ville gerne have sin plads i morgen, så han har nok fået endnu en omgang fra havnemesteren.

Om aftenen gik vi en tur i byen for at finde en internetcafe, men det var lettere sagt end gjort, ingen kendte en. Da jeg så nogle unge mennesker stå inde i en spillebar, tænkte jeg, de må da vide hvor vi kan finde en. Jeg spurgte dem høfligt ad og inden vi så os om, gik vi med ca. 10 portugisiske unge mennesker ned ad gaden, så sig ikke at jeg ikke har charme, når jeg kan tømme en butik for unge mennesker. Vi gik gennem smalle mørke gyder og en overgang tænkte vi, hvad har vi ladt os ind på, men efter nogle minutter stod vi udenfor en netcafe, vi takkede mange gange og de gik tilbage til deres spillemaskiner.

Så hvis vi ser bort fra ham fiskeren møder vi kun venlige mennesker.

Søndag d. 24/8 begyndte turen til Porto Santo, der er ca. 504 sømil og vil tage ca. 5 dage. Jeg havde den første vagt om natten og havde da en mærkelig oplevelse. Ude i horisonten så skyerne pludselig ud til at blive kulsorte, men der var ingen lyn eller torden i det, så jeg ville ikke vække Adolf. Pludselig blev alt sort omkring mig, jeg kunne ikke se en hånd foran mig, var det tåge eller hvad? Efter ca. 10 minutter begyndte jeg atter at kunne se kimningen og var meget lettet, mærkeligt.

Ind i mellem sejler vi på 5 kilometer vand, men jeg tænker aldrig over det og vores ekkolod kan også ”kun” måle til 100 meter og nu varer det et helt år før vi rigtig kommer til fastlandet igen, fra nu af sejler vi fra ø til ø.

Mange vil nok tænke, hvad i alverden laver de på båden hele dagen, men i vil undre jer hvor hurtigt tiden går. Vi holder udkig efter andre både, drikker spiser, læser, spiller yatzy, slapper af og ……..ja det må i selv gætte jer til.

Torsdag nat vågnede jeg med et spjæt, der var uhyggeligt stille og ved et kig op i cockpittet kunne jeg ikke få øje på Adolf, jeg gik helt i panik og råbte op, samtidig kom der lige så stille et ja hvad er der fra ham, han havde lagt sig en smule under læ fordi han frøs. Vi har en fast aftale om at vi ikke må være alene på vagt uden redningsvest, epirb og livline og det er totalt forbudt at gå på dækket hvis den anden sover. Men selvfølgelig er vi nødt til at gå ned om læ for at hente ting og sager eller varme sig lidt, det er meget koldt lige før solen står op.

Under turen har vi set mange havskildpadder som lige så stille gled forbi, de er lysebrune og ca. ½ m diameter, så nu mangler vi kun at se hvalerne og hajerne, men helst på afstand.

Turen til Porto Santo har været helt perfekt, dejlig sejlervejr. Jo nærmere vi kom øen, des mere lignede det den ø de har brugt i den gamle film King Kong. Vi ankrede op uden for havnen d. 29/8 kl. 12.00 og blev glædeligt modtaget af to søde danskere, som skal samme vej som os, de hedder Dennis og Vibeke. Vi er de første danskere de har mødt, så de var glade for at se os.

Nedenfor kan i se ankerpladsen og den udsigt vi vågnede op til hver morgen.

Porto Santo er en vulkan, der er 6 km bred og 11 km lang, hvoraf den ene side af øen har en 9 km lang sandstrand, lige der hvor vi ligger for anker. Øen blev fundet af nogle søfarere fra Portugal i 1418 og haps så sagde de at øen tilhørte Portugal, mon vi også finder sådan en ø????  Øen er meget gold, men de har plantet tusinder af træer, bl. A. for at bekæmpe jorderosionen. Portugiserne bygger huse over det hele på den ene side af øen, det er lidt synd synes vi. Der er ikke mange turister på øen, strandene har i hvert fald masser af plads. Der er en rå uspoleret natur mange steder og det nyder vi godt af, men om 10-15 år ser alt garanteret anderledes ud. 

Vi bruger tiden på at snorkle og dovne. Vandet er simpelthen så dejlig rent, flot og varmt at vi ikke kan lade være. Næsten hver gang vi tager dinghyen ind til havnen, kommer der dinghy med motor som tager os med på slæb. Vi har købt maling, da vi vil lave en tegning på havnemolen, det bringer uheld ikke at gøre det. Ingen af os er særlig kunstneriske anlagte, men vi får dog noget som vi synes så rimelig ud. Her er mange flotte malerier og mange var ca. 10 år gamle.

Her kan i se et par eksemplar:

 Den ene dag lejede vi en scooter for at se øen, så vi fræser rundt og for frisk luft i lungerne. Vejene er dog temmelig hullede ofte ligger brønddækslerne 10 cm under asfalten, så vi skal ikke køre her om natten.

Det højeste punkt på øen er 450 m over havet, så vi kører op og ned af bjergtoppene. Her er der en dejlig udsigt og en utrolig natur.

Vi brugte ca. 8 timer på at udforske øen, så vi havde meget ømme bagdele og mine inderlår var totalt fyldt med blå mærker, så man skulle tro at Adolf havde været efter mig….

Vi får ofte besøg af Dennis og Vibeke og vi har meget tilfælles synes vi. Vi har børn på samme alder og Dennis er vild med motorcykler, så Adolf og han får nogle gode samtaler.

Efter 8 dage på denne dejlige ø gik turen mod Maideria. Vi ville egentlig havde været på den nye marina  i Machino, men den lå simpelthen uden for lov og ret, så vi sejlede ind i det gamle fiskerleje, men her vippede det som jeg ved ikke hvad. Vi beslutter at sejle til Funchal, velvidende om at det ikke er muligt at få en plads i havnen. For det første er der regatta i disse dage og for det andet har de et mærkeligt system med at du først kommer til at ligge lagvis nogle dage og så kan du måske få en egen plads alt efter hvor længe du vil blive. Så vi ankrer op uden for havnen med det samme hvor vi igen møder Dennis og Vibeke. De havde været i den marina højere oppe som vi valgte fra og gudskelov at vi gjorde det. De havde betalt 22 Euro pr. dag og 2 Euro for vand og så havde de haft besøg af en rotte, som var gået over deres fortøjninger. Desuden var toiletforholdene dårlige og der gik kun en bus en gang om dagen.

Maideria er en dejlig frodig ø der er 57 km lang og 22 km bred og golfstrømmen gør at badevandet ligger mellem 18 og 22 grader alt efter årstiden. Det eneste minus er at de ikke har en dejlig sandstrand som på Porto Santo, her er alt sandet sort som kul.

Her kan i se grinden ligge for anker ved Funchal, vi haler altid vores Dinghy op til natten.

Der er vinfest i byen, så vi er oppe for at se hvad der sker. Her serveres der gratis Maideriavin og andet portugisisk hvidvin, så mange stod og drak sig en bjørn på. Der var folkedansere der dansede i nationaldragter, så det var festligt at se på. Boderne havde forskellige indslag, hvor f.eks. to unge fyre trampede saften ud af druerne med deres bare tæer, hvorefter de besøgende kunne drikke saften. Men vi så at de glas de brugte var de samme hele tiden, så vi sagde pænt nej tak.

I dag har vi hentet vores post, det er næsten en fest dag, i kan slet ikke forestille jer hvor dejligt det er at få et brev… Så i må gerne sende mange når vi kommer til Gran Canaria, vi ville blive ellevilde. Der var brev dejlige fra vore børn, fra min mor, fra mit arbejde og en pakke fra Børge og Anette med kaffe, lakrids, kryds og tværs og et dejligt brev og den længe ventede omformer, så jeg igen kan skrive rejsebreve.

Fra ankerpladsen kan vi kigge lige ind i Funchal by, her er mange restauranter hvor den ene ligner et skib som er fuldt oplyst om aftenen. Hvergang vi ror ind med vore dinghy, bliver vi modtaget af en portugisisk tjener der synger”ro, ro ro your boat…”, han kan ikke forstå at vi gider ro herind. Vi har fortalt ham at vi vil købe en på Gran canaria, da de er alt for dyre her, men det synes han jo ikke.

Den ene dag da vi skal til at ro ud, går jeg hen for at fylde vores vanddunke op, medens Adolf ror hen til mig. Pludselig er der en lille kvindelig tjener der kalder på ham, han ror hen til hende og hun spørger om hun ikke kan komme med ham ud at sejle, no, no sagde Adolf og ror hen til mig, medens hun kigger langt efter ham. Mig ignorerer hun fuldstændig og hver gang hun ser os kigger hun langt efter ham, så jeg ved ikke om jeg skal have lås på ham.

Der er mange botaniske haver her, som vi ofte vandrer rundt i. Foruden de dejlige blomster i alverdens farver, er her mange kærestepar, som nyder de romantiske omgivelser. Om aftenen går vi gerne ture rundt i byen, hvor vi den ene dag, så en mega stor rotte som løv over vejen og ind i et hus. Vi er dog mest bange for karkelakker, så alt papir og pap bliver smidt af inde på broen. Hvis man tramper på en karkelak, smider den mange æg ud og inden længe har du båden fuld. Vi har dog allerede købt boresyre i tilfælde af at vi skulle få det kryb om bord.

De har også et mega frugt/fisk marked, hvor vi fik proppet munden fuld at frugt smagsprøver. Frugterne er lige så dyre som derhjemme og mange er importerede. Hvis man vil købe frisk frugt her er det vindruer, æbler og bananer.

Vi har lejet en bil i dag og den afhenter vi ved 8.30 tiden. Vi kører langs med vestkysten og ind i landet. Her er bare så pragtfuld at vi nærmest får åndenød af at kigge på den dejlige udsigt.  Bjerglandskabet hvor skyerne ligger og hviler på toppen, ser enestående ud. Bjergsiderne har terrasse lignende afsatser, hvor de dyrker deres afgrøder, så som vindruer, bananer, ægte kastanjer, alt efter hvor man er på øen. Maideria har et kunstvandingssystem, som fordeler vandet på øen. Der er mere nedbør på den nordlige ende end den sydlige og denne nedbør opbevares i reservoirer og kanaliseres fra naturlige kilder eller igennem levadas (kanaler). Derved kan f.eks. bananplanten som avles nede på vestkysten også få vand.. Der findes 2150 km kanaler på øen og langs disse lavadas, er der stier hvor man kan vandre, som mange turister gør. Levadas stierne er meget forskellige i længde og sværhedsgrad. Sommetider vandres igennem grotter, stejle bjergsider og ganske almindelige stier, vi vil selv prøve en af disse stier i morgen.

På nordspidsen ved Porto Monsiz har de lavet et offentligt hav swimmingpool, så turisterne kan komme ud at bade, ellers må de tage sig til takke med den sorte strand.

Vi kører videre til Santana, som er kendt for deres teltformede huse, malet i rødt, hvidt og blåt, som er beklædt med stråtag. I gamle dage blev de brugt som ly når de var oppe på bjergene. Her i området er der en masse båndpil, som de bruger til kurveflet. Der var begravelse da vi skulle gennem byen og man skulle tro at den afdøde kendte hele byen, så mange var der med. De gik den lange vej fra kirke og hen til kirkegården, det var ca. 2 km, og bag dem kom et helt regiment af biler, deriblandt os, føj det var varmt.

Godt trætte, med et hav af nye indtryk er vi hjemme ved 19.00 tiden. Alle disse indtryk tærer meget på kræfterne, det er meget at skulle fordøje hele tiden, men vi skal ikke klage, vi ved godt at vi er privilegerede.

Hvis nogen af jer ikke har set Maideria, kan det varmt anbefales.

Som før nævnt ville vi på en levada tur, vi tog en der varede ca. 3 timer. Vi tog en bus til toppen af bjerget og begyndte at gå langs med levadaen,  Efter ca. 1 times vandring kom vi til en tunnel, her var fuldstændig mørkt og det stod at det tog ca. 20 minutter at gå igennem den.  Det troede vi ikke på, vi kunne jo se lys i den anden ende. Men vi tog fejl, stien vi gik på var ca. 50 cm bred og nogle steder kun 30 cm,. Der var glat, der dryppede med vand over det hele og vi måtte gå krumbøjet hele vejen,, heldigvis havde vi lommelygte med, så det tog ca. 20 minutter for os.  Denne levada er endda en af de mellemste i sværhedsgrad, så gud ved hvad de sværeste byder på.

Da vi skulle hjem, gik der ingen bus før om 2 timer, så Adolf var hurtigt ude med tommelfingeren og efter kun 4 forsøg var der fangst, en ung mand tog os med ned i byen. da vi kom derned kunne vi godt se at det ville have været umuligt at gå den lange vej i varmen.

Ja det var så alt for denne gang. Billederne i ser har vi fået en tysker til at tage for os, da vi ingen digitalkamera har med,  han var så venlig at tage de billeder vi gerne ville have, endda et af vores båd.  Resten af billerne må i vente med til vi kommer hjem, men vi vil se om vi engang i mellem kan ”låne” os til et par billeder.

Kan i have det godt alle sammen og hvis i får lyst må i gerne skrive et brev til os på Gran Canaria.

Vi forventer at tage til en lille ø ved Lanzarote der hedder Grasiosa en af dagene, igen turister kun sejlere og dejlig vand………..

Mange knus og sejlerhilsener fra Bella og Adolf