Hej allesammen

Fra Carmarinas i Spanien til Figueria da Foz i Portugal.

Efter et par dage i Carmarinas hev vi ankeret op for at sejle videre og hvis man er tvivl om at der har været en forurening, så skulle i have set anker og kæde, de var nemlig fyldt med olierester. Vi sejler til Finisterre, men det var lidt af en skuffelse. Vi lå for anker i havnen, men det blæste en pelikan og der er ingen marina, så vi lå meget uroligt, derfor besluttede vi at tage videre til Muros, som lå lidt længere syd på. I Muros lå vi for anker lige ved byen og her var dejligt at ligge, så vi kan ikke andet end at slappe af, for sveden drypper nærmest af en, så varmt er det. Det er en utrolig smuk by, med mange små gyder som kun er ca. 2,5m bredde og der kører der biler sommetider. Om aftenen lyser de gamle gadelygter i et gulligt skær, som gør at gaderne bliver utrolig romantiske at gå rundt i, så vi bliver helt nyforelskede igen, selvom det er 30 år siden at vi mødte hinanden.

Vi mødte et ældre engelsk ægtepar, som levede på deres båd, det havde de gjort de sidste 16 år. De sejlede hvert år frem og tilbage mellem Caribien og England i deres katemaran. Vi var over ved dem for at få en øl og fik os en god snak på engelsk. Ægteparret kunne ikke udtale Adolfs navn, så de kaldte ham bare A, så det grinte vi lidt af.

Vi beslutter os for at bruge nogle dage på nogle natur øer, da vi ikke har lyst til at bade i havnene. Spanierne er urolig flittige til at hælde diesel eller benzin ud i vandet og selv om de har fine strande i nærheden, hvor de også bader, er der ingen der tager sig af det.

På vej til den første ø Isle Ons fangede vi vores første fisk, der var vild opstandelse, den var ikke SÅ stor, men den var der da, så aftensmaden var reddet, det var for resten en spansk makrel. Da vi kom til øen Ons var der mange ankerliggere, men ved 19 tiden var hele stranden vores, dejligt. øen bebos kun af få indbyggere, som alle bor i den anden ende af øen og så de turister som besøger den. Den nordlige del hvor vi var er en nudiststrand, så for at ligne alle de andre var vi nødt til at smide tøjet, men der var jo ingen som kendte os, så hvad søren. For lige at komme tilbage til makrellen, så var vi nødt til at lave godt med kartofler og hvid sovs til, for den blev godt nok ”lidt” mindre da den var slagtet.

Vi har gået os nogle lange ture i reservatet, men kun om morgenen og om aftenen ellers er der alt for varmt. Vi bader i det klare blå turkis vand, som bare er dejligt. Vi har snorkler og svømmefødder med, men svømmefødder har vi aldrig brugt før, så vi lignede to der var ved at drukne, men vi kommer nok efter det. Det er sjovt at se alle de mærkelige ting der er i vandet, og specielt fiskene som er meget store og de svømmer lige under dig. Vi er ved at være godt brankede af solen, selvom vi ikke har lagt direkte i den, men holdt os i skyggen i de varmeste timer. Vi kan slet ikke forstå at alle de spaniere kan holde ud at løbe nøgne rundt en hel dag i solen. Vi var inde på den lokale bar for at få en øl, nu kan vi da bestille to øl på spansk, så det går ”fremad”. Efter et par dage tog vi videre mod en øgruppe som ligger lige før Bayonne, de hedder Isles Cies. Det er også et naturreservat, hvor dele af øerne, som består af 3, er lukkede for publikum. Men her er der mange turister, som tager herover for at bade, det koster ca. 100 pr. person for at komme derover. Her er en lækker badestrand, en campingplads og nogle barer og så kun den rene natur.

Nu var tiden til at tage til fastlandet igen, vi havde nogle ting vi skulle have ordnet, alt tager dobbelt så langt tid som derhjemme. Vi vælger at tage ind til kajen til en afveksling. Vi gik helt amok, fik vasket og poleret båden, da det ruster meget i saltvandet. Jeg vaskede tøj som hvor mor gjorde det, og Adolf mener at jeg skal have et vaskebræt når vi kommer hjem…… Vi ser i øvrigt mange kvinder stå udenfor og vaske tøj på noget der ligner et vaskebræt.  Vores omformer er gået i stykker, så vi fik mailet til firmaet at de skulle sende en ny til Maideria, vi kan jo ikke undvære den.

Bayonne er en rigtig turistby, men det er hyggeligt at gå rundt i gyderne. Spanierne spiser deres hovedmåltid om middagen og først sent aften spiser de igen og det foregår ofte i byen, hvor de spiser Tapas, som er småstykker af fisk, kød eller grøntsager som serveres på et stort fad med pinde i.

Et yngre engelsk par som vi mødte på Cies, så vi igen i Bayonne , de skulle til lægen, da konen havde fået en pig fra et søpindsvin i foden. De var gået en tur på stenene om aftenen og da der er stor forskel på tidevand, ligger søpindsvinene lige til at blive trådt på.

Dagen efter lå vi os ud for anker igen, der er mere ro og mere luft, vi lignede et helt vaskeri da vi sejlede derfra, med alt vores vasketøj ude. Pludselig så vi en katemaran komme nærmere og nærmere, den drev. Vi fløjtede og råbte efter manden, men ingen reaktion og vi havde ikke vores dinghy fremme. Den havde kurs mod nogle englændere som lå ved siden af os, vi råbte til dem og de fik så manden vågnet, han var drevet mindst 300m, så han var glad at der ikke var sket noget og takkede for hjælpen.

Nu er turen kommet til Portugal og ”tidlig” om morgenen kl. 8 tog vi af sted, men der var meget tåget og det er den portugisiske kyst berømt for, men det gik helt fint. Vi fik som sædvanligt besøg af en masse delfiner, dem bliver vi aldrig trætte af at kigge på.

Vi tog ind til en by der hedder Viana do Castello som ligger meget smukt ved Limaflodens udløb. Vi fik anvist en plads i marinaen , som er meget ny, det er forbudt at ankre i området. Der er plads til ca. 15 fritidssejlere , resten er til de ”indfødte”. Havnen får tilskud fra EU til denne marina og vi synes at de rutter med pengene. Her er så meget luksus i forhold til f.eks. spanske/danske havne, at det skal opleves. De havde et havnekontor som var ca. 100 m^3, til en mand, og hver gang vi skulle på toilettet eller i bad, skulle vi kontakte kontoret og der var vagt på kontoret 24 timer i døgnet, så har de da noget at lave. Og vi skulle udfylde et hav af papirer og de ville have alle bådpapirer, så det er godt at vi har orden i dem. Byen her er ellers dejlig, med mange gamle huse fra det 15 århundrede, som vi brugte megen tid at slentre rundt i, vi bliver bare så trætte i benene af at gå, da det går op og ned hele tiden. Især de spanske byer er ikke for gangbesværede mennesker, jeg ved ikke om de ”gemmer” dem, da vi ikke har set nogen i kørestol, men de er også umulige at bruge her, nærmest livsens farlig. Der er meget nybyggeri i gang her og portugiserne er i hvert tilfælde ikke et fattigt land. Der bliver solgt mange ting på gaderne bl.a. nyfanget fisk. Vi så en ældre kvinde stå og slagte fiskene, det så lidt ulækkert ud, da det klæde hun brugte var så beskidt og gennemblødt af blod. En dame som var ved at købe noget ved hende, sagde til hende at hun synes at det var beskidt og så tog hun et andet klæde op og vendte skærebrættet om på den anden side. 

Vi sejlede videre mod Povoa de Vazim, med en dejlig vind/sol og næsten 5-6 knob hele vejen. Vi ville have ankret op uden for marinaen, men her er for lavvande ved ebbe, så vi må gå i marinaen, hvilket skulle vise sig at være en god ide, ellers ville vi ikke have oplevet portugiserne på egen hånd. Vi blev modtaget af 2 portugisere, hvor den ene af dem havde en båd liggende fast ved siden af vores, han hed Nuno og hans kæreste hed Clara. De er som mange portugisere meget gode til engelsk. Straks vi var færdige med at fortøje båden kom Nuno over med en øl og viste os nogle ankerpladser i Portugal.

Senere gav han pludselig Adolf en plasticpose med noget i, da vi kiggede i posen lå der en STOR frisk blæksprutte, men vi havde lige lavet mad, så vi spurgte om han kunne have den på køl til næste dag. Vi spurgte Clara hvad vi skulle gøre ved den og hun fortalte at vi skulle ”slå” den med en hammer mange gange og derefter skulle den koges i en time, hvorefter man kunne tilberede den efter smag, men knap var hun færdig med at fortælle, før hun inviterede os over til blæksprutte middag dagen efter. Og jeg var glad, for jeg havde mine skrupler, da jeg så det ”ulækre” monstrum ligge i posen.

Der er helligdag over hele Portugal d. 15 August, så hele byen er på benene i aften, vi har aldrig set så mange mennesker på en gang, ikke engang på strøget i København ved myldretid. Her er casinoer, kræmmermarked, gøgl og live musik og der bliver skudt fyrværkeri af alle vegne og i morgen fredag skulle det blive endnu værre.

Da vi kommer tilbage til båden, bliver vi inviteret til party over ved Nuno, som har besøg af 3 andre portugisere som også kan engelsk. Vi hygger os og da en af dem kan spille på guitar, synger vi nogle Beatles sange sammen. Pludselig slår de over i portugisisk og vil have os til at synge med på nogle ”lette” sange, men det var vi vist ikke for gode til. Så ville de have os til at finde en let dansk sang, som de kunne synge med på, ja, hvad finder vi på i en fart, vi kunne ikke komme i tanken om andet end ”vi sejler op ad åen…”, og det blev til en ret sjov sang til sidst, så vi grinte meget. Det var en dejlig oplevelse og trætte gik vi i seng ved 3 tiden.    

Det er helligdag i dag d. 15 august og vi vil en tur op i byen for at se et procession(optog), men det ligner for os en begravelse. Børnene er udklædte som engle, munke og hellige jomfruer og dragterne var meget smukke. Carla fortalte at det var den samme procession hvert år, med de samme dragter, blot var børnene nye. Mændene som bærer de store jesusfigurer, så meget trætte ud og måtte holde hvil ind i mellem, så de må have været meget tunge. Statuerne blev bragt ind i kirken og der blev holdt messe. Portugiserne skulle sige en masse under messen og det kunne de uden ad, det er ikke som i Danmark hvor degnen skal fortælle folk hvornår de skal rejse sig op. Det hele er dog ikke mere helligt end at vi så nogle af bærerne få betaling for at deltage.

Nu kom den store aften hvor vi skulle spise blæksprutte tilberedt af en portugiser. Vi var 7 personer i alt, og da Carla hældte en portion op til mig, kunne jeg kun se det grå/hvide monster for mig, som Adolf havde vist mig dagen i forvejen, blot havde den en anden farve nu. Vi synes det var lidt sejt og jeg var nødt til at spise et stykke brød hver gang jeg skulle sluge et stykke af blæksprutten, nej, det er ikke min livret. Men høflig som jeg er spiste jeg op og så glad ud, selvom jeg havde følelsen af at kunne mærke ”kopperne” hele vejen ned gennem halsen. Bagefter fik vi kylling, det smagte dejligt. Til kaffe fik vi Goodbread som kun kunne købes på helligdage og søndage og den portugisiske kaffe var så stærk at vi skulle putte lige så meget sukker i som kaffe (næsten). Det blev serveret i bitte, bitte små kopper, som kun var 1/3 fuldt med kaffe, men selv om det var så stærkt smagte det egentlig ikke dårligt. Nuno fortalte at hvis man drak en god portion af deres kaffe uden sukker, så kunne man holde sig vågen resten af natten. Carla fortalte, at hun stadig boede hjemme (hun er 30 år) hos sine forældre og det var meget normalt at flere generationer bor under samme hus. Hun sagde at det var deres religion som havde skabt disse tætte familiebånd, men der var også et økonomisk aspekt i det. F.eks. skulle forældrene selv betale når børnene kom på college, her gives ingen S.U. de kan dog låne penge af staten, men de skal betales tilbage og det har ingen råd til, siger hun. Det er meget spændende at høre om forholdene hernede.

Vi ville videre mod Lexios, men inden vi tog af sted tog vi på et stort frugt, fisk og alt muligt marked i Povao de Vazim, her stod alle de sort klædte gamle damer uden tænder i munden og solgte deres ting, de råbte og skreg, men det var sjovt at handle med dem.     

Vi sejlede til Lexios og lå os for anker uden for marinaen, vi er begge to syge af forkølelse og det er ikke sjovt her i varmen. Vi tager dog alligevel en tur til Porto med bussen, som er meget billigt, og det er vist det eneste vi har set som er billigt her, ellers er alt andet meget dyrt. Turen med bussen var ingen fornøjelse, de kører som de har stjålet den og det uanset om der er huller i vejen, så vi burde udstyres med nyrebælter som motorcyklisterne har alle sammen.

Porto er berømt for deres portvin og vi ville ind og se et af deres portvinshuse, som blev brugt til lagring og afskibning. Vi fik en rundvisning i et der hed Calem, hvor den største tønde kunne rumme 57000 liter portvin. Efter rundvisningen som forgik på engelsk fik vi en prøvesmagning og efterfølgende var der mulighed for at købe deres vine. Jeg er ikke til portvin fandt jeg ud af, men Adolf synes dog at det smagte godt. Udenfor portvinshusene lå de skibe som man i gamle dage brugte til at transportere det med, det så meget festligt ud. Vi gik en lang tur i kvarteret omkring noget der hed Riberia, som ligger tæt ved floden, de kalder det selv for arbejderkvarteret. Her er et mylder af smalle snoede gyder og husene er dekorerede med kakler i alle parstelfarver, som så ”lidt” falmede ud. Overalt hang der vasketøj fra altanerne og mange ældre portugisere sidder på trapperne og kigger. En utrolig spændende by, men jeg havde ikke lyst til at færdes alene efter mørkets frembrud i dette kvarter. Vi synes dog at der er ved at ske noget overalt her, der bygges og mange af husene ser ubeboede ud, vi synes dog det er synd at de bryder meget af det ned, da det de bygger op igen ikke er særlig pænt og passer ikke ind til den atmosfære som der.

Vi ville sejle her til morgen, men Adolf har det stadig meget skidt og der er en forfærdelig tåge udenfor, så vi tager en slappedag. Vi fik besøg af de portugisiske myndigheder som troede at vi var amerikanske statsborgere med et dansk flag, da vi har visum til USA i vores pas, så vi måtte lige forklare dem sammenhængen. Ellers er de meget venlige, men de skriver op og skriver op så det er helt forfærdeligt, man skulle ikke tro at de er i EU.

Vi har set en portugiser som har en Grinde som vores i havnen, så vi banker på for at snakke med ham. Han hedder Antonio og Grinden hedder ”Welcome” og han var utrolig venlig, selvom hans engelsk var begrænset. Han havde givet 5000 Euro får sin grinde og i DK skal man af med et sted mellem 200.000-400.000 kr alt efter alder og stand, så han har fået den meget billigt. Vi fik tilbudt et glas portvin, som så ud til ikke at have været åbnet i 100 år (og jeg som er så ”vild” med portvin), men vi fik da hældt det ned gennem halsen alligevel. Han ville så gerne ud og se vores grinde, da han aldrig havde set en anden grinde før, så vi roede ham derud. Han var helt begejstret for vores båd og ville gerne have taget nogle billeder, men han havde ingen fotoapparat med, så vi anbefalede ham at kigge på internetsiden til den tyske grindeklub og få nogle ideer der. Da vi roede ham tilbage tilbød han os at køre os hen til supermarkedet for at handle ind, det er utrolig så gæstfrie portugiserne er, det kunne vi danskere nok lære lidt af.

Vi tog af sted fra Lexios kl. 7 om morgenen i klart vejr og der kom endelig vind, så vi kunne sejle en 5 knob det meste af vejen. Vi fik besøg af den mest legesyge flok delfiner vi endnu har set, de lavede de flotteste saltomotaler i vandet, og de surfede ned af bølgerne samtidig med at de gav et ordentlig smæk med halen, det skulle i lige have set, de fulgte os næsten en halv time. Vi ankom til byen Figueira da Foz kl. 22, men der var mørkt, så det gik stille og roligt ind til marinaen, da der ingen mulighed er for at ankre, men knap havde vi fået fortøjet båden, før havnemesteren var der og sagde at vi skulle komme op til ham, de har som før nævnt ikke meget at lave.

Vi ved endnu ikke om vi tager direkte herfra til Porto Santo (øen før maideria), eller om vi sejler lidt videre sydpå, det afhænger af vejret, vi er ved at være lidt trætte af tågen, som er her hver formiddag og aften.

Ja, det var lidt af en historie, håber i har tid til at læse det, det er så svært at begrænse sig.

PS. Adolf synes jeg skrive alt for meget, men hvis i skulle have ham til at skrive fik i kun 2 linier ”har det godt, send flere wienerbrød”, så må i jo vælge…….

Kan i have det rigtig godt derhjemme og husk at skrive om hvad der rør sig i Danmark, vi ser jo hverken tv eller læser aviser.

Mange knus og sejlerhilsner fra Bella og Adolf.