Hej alle sammen

Vi håber at i alle sammen har det rigtig godt og nyder sommeren.

Vi tilbragte en dag mere i Den Helder, hvor vi om morgenen for første gang fik besøg af de hollandske immigrationsmyndigheder. De ville se papirer på os og båden , men de var nu meget søde og interesserede i vores rejse. Vi var også inde og se marinemuseet i byen, hvor der var en mega stor ubåd, som vi kunne komme ned og se. Jeg ville få klaustrofobi af at være dernede. Her var varmt og vi tror at personalet blev ansat efter vægt og højde. Her var så smalt og lavt, at man ikke kunne være 1,70m og veje under 70 kg, ellers kunne man ikke komme hurtigt forbi alle steder. Og den stakkels kok, ja ham eller hende var der ikke meget plads til, det må være skrækkeligt at lave mad under disse forhold. De sov alle i fire etager og selv kaptajnen var der ikke megen plads til. Vi fik fortalt at de ubåde som eksisterede i dag var meget større, men så var der også flere personer på. Resten af museet bestod af andre krigsskibe og Adolf mindedes sin tid ved marinen. Alt stod desværre på hollandsk, så det er ikke særlig turistvenligt, men vi fik en lang snak en af dem der holdt opsyn og han fortalte lidt.

Om eftermiddagen fik vi besøg af et dansk/svensk ægtepar, de så ud som noget katten havde slæbt med hjem. De havde boet og arbejdet i Caribien i 8 og 18 år og nu ville de hjem til Sverige igen. De var lidt fulde igen og vi gav dem en enkelt øl og håbede at de snart gik igen, de var bare for meget. De ville bare have bajere og var ikke interesseret i os overhovedet. Det eneste gode var at de gav os en recept på hvordan man dræbte kakkelakker, men nu må vi se om det virker, det skal da afprøves, for vi har lige set hvor store og grimme de er over på museet, føj for katten.

Vi sejlede meget tidlig af sted fra Den Helder på Brians fødselsdag. Her kan man ikke vælge hvornår man vil sejle, det er med at komme ud med tidevandet. Det var lidt bedrøveligt at sidde på båden og tænke på at Brian skulle holde fødselsdag helt selv for hverken vi eller Sannie er hjemme for at fejre ham. Vi håber at andre har taget sig lidt af ham. 

Vi sejlede plat læns det meste af vejen og det var lidt træls, især da jeg havde den første del af nattevagten. Vi havde lagt vores kurs på søkortet, således at vi sejlede den rigtige vej igennem trafiksepareringerne, men nogle af kortene er ikke helt nye, så ved Hoek van Holland, så jeg et lysshow uden lige og vækkede Adolf. Vi fik spilerstagen ned og i det samme kom en pilotbåd lige i hælene på os for at genne os væk, det vil sige at han råbte og skreg som en vanvittig. Vi kaldte ham på VHF og spurgte ham hvilken kurs vi skulle tage og sejlede så efter den. Det er ikke meget andet at gøre ellers vankede der nok en bøde. Natten igennem gyngede det helt vildt og vi forsøgte at sove lidt på skift. Vi ville egentlig havde sejlet direkte til Falmouth, da vinden var med os, men lige før vi nåede Dover gik vores navigator i sort. Hvad var der nu galt, vi havde fået vores batteri opladet og ikke brugt computeren af samme grund i et par dage. Adolf fik fikset det så strømmen kom igen og vi blev enige om at søge havn, vi kunne ikke sejle uden lys i det farvand. Så vi kaldte Dover havn for at bede om tilladelse til at komme i havn. Det er man nødt til pga. af hurtigfærgerne som kommer ud og ind af samme havnegaf. Kl. 23 om aftenen kom vi ind i marinaen som lå inde bag ved og her skulle man igen kalde marinaen for at få at vide hvor man skulle hen. Vi fik en plads i mørket og meget trætte gik vi en lille tur og så i seng. Om morgenen tog vi hen til en forretning som angiveligt skulle sælge batterier. Han var meget sød og inden vi så os om sad vi i hans bil, da butikken hvor de solgte batterier lå langt derfra og batterier er som kendt tunge at slæbe på. Vi fik købt et nyt batteri og han slæbte det selv ud til bilen. Hjem til marinaen igen, vi spurgte hvad han skulle have og han sagde at det måtte vi bestemme. Vi skulle bruge 1£ for at låne en vogn til at køre batteriet ud til båden og Adolf gav ham 5£ og spurgte om han kunne veksle og han tog den og sagde at det var helt i orden og gik sin vej. Vi grinede lidt af det, da det ikke var det vi mente. Så vi stod der stadig og havde ingen £ til vognen. En mand kom gående forbi og gav os 1£ og sagde at vi kunne give det til hende der sad ved billetlugen når vi kom tilbage. Så der findes venlige mennesker når man er i ”nød”. Nu virker det hele igen og det gamle batteri blev smidt ad helvede til………..  Vi travede en lang tur i Dover, her er virkelig dejligt, i skulle alle prøve at tage på ferie i sydengland.

Onsdag d. 16 juli ville vi tage af sted, men de har varslet kuling de næste dage, så vi må blive her lidt endnu. Vi vil ikke sejle ud i noget dårligt vejr, når det er varslet på forhånd. Det er heller ikke så let at sejle her, da tidevandet hele tiden spiller ind og de lukker sluserne ved lavvande. Vores nye lampe som vi har købt inden vi tog af sted, ville ikke virke, vi målte den igennem og fandt ud af at pæren var i stykker. Og hvor det ærgrer mig at jeg ikke købte et par stykker i firmaet inden jeg tog af sted. Det er meget mere besværligt at finde et sted at købe det. Vi gik ca. 4 kilometer inden vi fandt en butik som havde netop denne type, så vi købte nogle stykker.

Da vi kom hjem til båden blev vi modtaget af en anden Grindesejler fra Norge, som skulle næsten samme vej som os. De var sejlet senere end os gennem Kielerkanalen og havde derfor haft en bedre vind og kommet hurtigere hertil. Det er jo sådan når man sejler så går alt ikke lige som man forventer og sommetider må man vente for at vinden skal lægge sig eller blive i den rigtige retning. Det er ikke sjovt at sejle mod strøm og vind i ret lang tid.

Nordmanden skulle også over Biskayen og ville så lægge sin båd dernede og så tage derned i november igen. Han vidste så ikke om han ville over Atlanten i år eller næste år.

Man glemmer i hvert fald ikke at tale hverken engelsk eller tysk, da vi dagligt snakker med folk her, så det er jo bare dejligt. Adolf er også ved at blive helt god til det engelske, så inden vi kommer hjem er han blevet helt verdensmester i sproget tror jeg.

Da vi ikke komme ud at sejle, blev vi enige om at ville se Dover Casle, der er ca. 3-4 km derop, men vi har godt af at gå. Selve slottet har huset kongerne når de kom på besøg i Dover, så der var ingen skatte at se, men de havde opstillede kulisser hvordan de troede det havde været. Der var en filmforevisning, så man kunne høre om det store slag der havde været her. Frankrigs konge ville nemlig gerne erobre den engelske krone og forsøgte derfor at indtage Dover Casle, men det lykkedes ikke for ham.

Der er for flere hundrede år siden bygget tunneller under slottet, men under 2 verdenskrig byggede englænderne nye tunneller som først er kommet frem til offentligheden i halvfemserne. Her var der et hovedkvarter i den ene tunnel, et hospital i det andet og den længst nede var en tunnel til de 10 vigtigste personer i England som skulle beskyttes ved et atomangreb. Men i dag er det ubrugeligt med de bomber som findes, da de jo ville gå direkte igennem det hele. Det var lavet meget virkelighedstro, f.eks. kunne man i køkkenet lugte gullash og på hospitalet var lugten tyk af død og elendighed alt i mens der hørtes råb og skrig og lyd fra flyvemaskiner som bombede. Tunnellen var som sagt i tre etager og var 15 kom lange. Det er et besøg værd og om aftenen er slottet oplyst lige over Dovers hvide klipper, virkelig et smukt syn. Så vi var trætte da vi kom hjem til båden.

Vui tog afsted mod Falmouth fredag aften ved lavvande og fik medstroem i 12 timer. De havde varslet godt vejr, men paa anden dagen (det tager 2 ½ dag for at kommer dertil) aendrede vejret sig drastisk og vi fik haard kuling. Saa jeg (Bella) var soesyg og daarlig hele natten, saa er det godt at have en kaptajn med som kan klare aerterne. Boelgerne var 4 meter hoeje og det regnede ned i stenger, saa vi kan ikke altid stole paa vejrudsigterne og vejret aendrer sig lynhurtigt. Vi kom dog sikkert til Falmouth hvor vi venter paa godt vejr til vi kan komme over Biskayen. De normaend vi fulgtes med, var ogsaa meget traette aefter turen, de havde hverken vindror eller sprayhood paa. En af nordmaendene laa ogsaa syg under turen, saa det var ikke kun mig.

Kan i have det godt allesammen og tak for brevene, vi skal nok forsoege at svare dem en af dagene.

Knus Bella og Adolf