Hej alle sammen

Her det første rejsebrev fra os.

Bagud lå 2 års forberedelser og forud ligger en drøm, som i dette øjeblik er ved at gå i opfyldelse. De sidste uger har været meget hektiske og vi håbede at blive færdige så vi rigtig kunne hygge os med Brian og Sannie, men alt går ikke som forventet og vi arbejde til det sidste med hjælp fra vores to dejlige unger.

Der var afsked på kajplads nr. D49 mellem 10 og 11 og det må vi sige der var. Tusind tak til familie, venner, naboer og arbejdskollegaer som var mødt op for at sige farvel til vi ses næste år. Det var ikke uden tårer og en stor klump i halsen da Brian og Sannie smed fortøjningerne over til os, nu var der ingen vej udenom. Det sværeste var at sige farvel til vores elskede børn, hvor vil vi savne dem og de var i vore tanker flere dage efter.

Også tak for slik, blomst (har allerede været anvendt, Børge) og flasker som vi fik ved kajen og ikke mindst til jer som fulgte os på vej ud af havnen (Jette, Bent, Ketty og Jørgen).

Vi lå for anker ved Maasholm den første nat og gik meget trætte i seng, vores tanker var hele tiden hos Brian og Sannie, men vi vidste begge to at hvis vi skulle fortsætte turen så måtte vi dette igennem. Næste morgen skinnede solen og det gav fornyet energi, nu var det bare om at komme af sted, Kielerkanalen ventede. Vi kom til sluserne ved spisetid og de synes at kigge på os med 2 store øjne, det var jo første gang vi skulle i en sluse. Men det var nu ikke noget at snakke om om, så vi sejlede hurtigt videre for motor mod en vigeplads længere oppe hvor vi sov for natten. Turen gennem Kielerkanalen er ikke noget at skrive hjem om, den er llang og kedelig og med mange store fragtskibe, men alt forløber nu stille og roligt. Om aftenen kom vi til Brunsbüttel hvor vi lå uden på en tysker. Vi sov ikke for godt der, der er meget støj og bølgerne fik båden til at vippe hele tiden. Om morgenen skulle tyskeren som vi udenpå af sted, og da han skulle hjælpe os klemte han sin hånd (og jeg kan godt huske hvordan det gør). Men han sagde igenting og tog af sted. Nu lå sluserne igen og kiggede på os, vi skulle jo ud igen, og vi havde studeret tidevandskalenderen og tog ud lidt før, men det skulle vi nok ikke havde gjort, for sikken en strøm der var derude. Nu ved vi at man først skal sejle 1 time efter højvande så fungerer det fint. Vores sprayhood er simpelthen guld værd og vi troede endda at det ikke var nødvendigt, men det er de bedste penge vi har givet ud.

Vi sejlede til Cuxhaven og det var godt det samme at vi fandt ly for natten for blæsten tog til og det blev den ved med i 4 dage hvor vi var blæst inde her. Der var op til 9 beaufort, så det var godt at vi ikke var ude i det. Vi lånte gratis cykler her, så vi kunne komme ind i byen. Cuxhavn er slut distination for TransOcean race fra Newyork til Cuxhaven på hurtigste tid. Folk er helt begejstrede når der kommer en båd ind, så det måtte vi da have med og se bare inden længe stod vi selv deroppe for at fløjte og klappe når der kom en båd ind. Det var helt utroligt at se de glade ansigter. De havde surfet nedad bølgerne i Atlanterhavet med 24 knob, så de har haft fart på. Det sjoveste var at de fleste både var dansk byggede, så det var vi lidt stolte af.

Efter 4 dage løjede vinden af og vi skulle nu igennem Elben, som efter sigende kunne være lidt bidsk. Vi havde medstrøm ud og alt gik godt indtil en hollænder råbte og skreg efter os, han havde fået motorstop. Vi havde ham på slæb i 1 time, men sagde til ham at det ikke gik vi sejlede kun 1-2 knob og inden længe vendte strømmen igen, så ville vi sejle baglæns med ham på slæb. Vi kaldte en tysk motorbåd men han ville ikke hjælpe, så hollænderen tog hele vejen tilbage til Cuxhaven, surt show. Vi kunne ikke nå i havn om dagen og blev enige om at sejle natten igennem. Men ak og ve, på grund af alt det hurlumhej havde vi glemt at slukke for computeren og alt vores forbrugsstrøm var opbrugt. Navigationen faldt ud og ingen lys havde vi. Vi kunne nu se at det eneste vi kunne have åbent, var Garmin og ekkolod, så vi sejlede uden lys igennem natten og det var lidt uhyggeligt, men det gik og endelig blev det lyst. Vi sejlede til Burkum i Tyskland og knap var vi i havn før vi stod stille imellem 2 broer, vi stod på grund. Da vi kiggede os omkring stod alle skibene på grund og mange blev slæbt igennem mudderet. En hollænder hjalp os på plads og det gik så langsomt, at Adolf kunne nå at hente kameraet får at tage et billede af dem medens de trak i tovene. Her står man på grund hver gang der er lavvande, så du kan kun komme ud efter tidevandet. Havnen her er meget grim, men hvis man har meget tid tror jeg at øen har en meget smuk natur. Vi fik vores batteri retur om eftermiddagen og sejlede af sted, vi ville  igen lave en natsejlads. Jeg (Bella) lå mig ned en times tid for at sove inden jeg skulle have den første vagt, men det skulle jeg vist aldrig have gjort, det hele gyngede og aftensmaden vendte og drejede sig i maven. Vi havde fået noget hakket oksekød fra en dåse, som jeg havde forsøgt at lave spiseligt. Føj for katten hvor det smagte, det lignede børnebæ og lugte som kattemad, så jeg bilder mig ind at det er det jeg fik ondt i maven af. Hvis nogen synes at mit henkogte mad så grim ud, så skulle de prøve dette. Mit henkogte mad smager som mad du får på en fire stjernet hotel ved siden af.

Adolf lå sig ned at sove ved 22 tiden og nu skulle jeg have nattevagten og jeg må give Adolf ret, hvor er det smukt om natten. Alt er mørkt omkring dig, så ovenover er vi omringet af den smukkeste stjernehimmel og en måne så flot og nær at man næsten kan gribe den. Båden er omgivet af bitte små stjerner (morild) som funkler i vandet, det skal bare opleves. Jeg mødte kun en enkelt stor skonnert som sejlede for sejl og lignede nærmest et spøgelses skib som den stille og roligt kom sejlede forbi os. Kl. 03 stod Adolf op og det var min tur til at sove, men så løjede vinden og vi måtte have motoren i gang for at holde vinden oppe, så det tog sin tid inden jeg faldt i søvn. Vi sejlede mod Den Helder i Holland og troede at vi kunne være der om eftermiddagen, men vinden vil det hele tiden anderledes og vi var derfor ikke i havn før ved 21.00 tiden. Men sikken en modtagelse vi fik af havnemesteren hun fandt en ledig plads til os og viste os hvor alting var, det kunne mange havnemestre lære noget af.

Mange sejlerhilsner og knus fra

Bella og Adolf