Fra St. Thomas til Acorerne

St. Thomas
Fra St. John sejler vi videre til en ø der ligger lige før St. Thomas som
hedder Great St. James, den ø har Janni ”Spies” og hendes mand ejet engang,
her nyder vi et par dage uden larm og turister. Efter et par dage sejler vi
til St. Thomas og ligger for anker tæt på byen Charlotte Amalie. Her ligger
3 krydstogtskibe til hver eneste dag, det er helt vildt. Men til trods for
alle turisterne synes vi ikke, at vi ville tage fra Caribien uden at have
set de gamle dansk vestindiske øer. St. Thomas syder af liv så længe
krydstogtskibene er inde, men efter klokken 17 er alt igen stille og roligt.
I byen kan der stadig ses gamle bygningsværker som danskerne har bygget
under slavetiden, men de var ikke særlig godt vedligeholdt. Fort Christian
er malet rødt og kan ses langt væk, den trænger dog til en kærlig hånd.
Bygningen har været brugt som guvernørbolig, kirke, slavemarked og helt frem
til 1963 blev den brugt som politistation og fængsel. I dag er det museum,
som kunne være meget spændende, hvis de ikke lige skrev det hele med så små
bogstaver at det ikke var til at læse. Noget stod på engelsk, hvad vi godt
kunne forstå, andet stod på dansk og det synes vi var underligt for der er
vel ikke mange der kan læse dansk.
Der findes en dansk kirkegård hernede, men der lå nu også en del tyske og
engelske begravet her. Det der slog os mest var alle børnegravene, der var
en familie som havde begravet 6 af deres børn med ca. 1 års mellemrum, det
var lidt uhyggeligt at tænke på.
Danskerne havde kun slaver med på hver 10 skib de sejlede ned, alle de andre
gange havde de mursten med som ballast. Disse mursten brugte de så på St.
Thomas som trapper. Der er en berømt trappe hernede som kaldes de 99 trin og
det er mursten som vores forfædre havde med herned.
Der var mange kirker i byen, men den mest spændende var den jødiske synagoge
og grunden hertil var at der lå sand på gulvet, til minde om en eller anden
vandring igennem ørkenen til Ægypten. Bagerst i kirken var en mindetavle for
alle de døde med deres navne og der var en lille pære ved hvert navn. Når de
lyste viste det hvem der var død for x antal år siden på netop selv samme
dag. En præst eller hvad de nu hedder i deres tro, kom hen for at hilse på
os og sagde at han synes at vi skulle være stolte over at være danskere,
fordi vi havde hjulpet mange jøder over Øresund under 2 verdenskrig, vi
vidste næsten ikke hvad vi skulle sige. Vi havde nemlig begge to lige læst
en dansk bog der hedder Krigens købmænd og da synes vi absolut ikke vi kunne
være stolte over danskernes bedrifter under 2 verdenskrig, men den bog
kendte han sandsynligvis ikke, så vi smilede venlig tilbage og sagde pænt
tak for det.

Verden er lille:
Ja, man skulle tro det var løgn, men der kom en amerikansk båd ind et par
dage efter os og de lagde et visitkort i vores cockpit hvor der stod på
engelsk, I am also from Sønderborg. Det viste sig at han kam fra Hestehave
som kun ligger ca. 1 kilometer fra hvor vi bor og vi kendte hans familie,
ja, verden er lille………

St. Croix
Der er snart karneval på St. Thomas og for at få det hele med, besluttede vi
at tage til St. Croix nogle dage, det ligger ca. 39 sømil fra St, Thomas så
det var en god dagssejlads derned. Vi sejler ind gennem et smalt rev og da
det blæser en del er det med at holde tungen lige i munden. Vi ankrer op i
Christiansted, lige uden for fortet Christiansværn. Der ligger mange både
her, men 98% af dem var fastliggere eller både der ikke kunne sejle mere.
St. Croix var under kolonitiden den rigeste ø i Caribien, stedet er mere
fladt og velegnet til sukkerplantager, der var ca. 300 af slagsen dengang.
Under slavetiden levede der 30000 mennesker på øen hvoraf 25000 var slaver.
Øen er totalt uddø i forhold til St. John og St. Thomas og en indfødt
advarede os mod at gå alene om aftenen da der skete mange overfald på
turister, der var sågar en turist der var blevet dræbt en uge før vi kom.
Som på de andre øer, er her danske gadenavne, men de er ved at blive
udskiftet, enten står gadenavnene nu på engelsk eller både på dansk og
engelsk. Der kommer jo 200 danske turister til denne ø hver uge fortalte en
mand os og det var disse turister der var med til at holde byen i gang. Der
er en del gamle danske bygninger i byen, som er rimelig velholdte, men en
del af dem kunne vi ikke komme ind i og det er jo en skam.
Vi tog en tur med bussen til Fredriksted, men sikke en skuffelse, den er
helt uddø, butikkerne lukker på stribe, der kommer ingen turister her. På
fortet i byen mødte vi en indfødt, som tog sig af fortet, der fortalte at
byen simpelthen ville dø, hvis der ikke snart skete noget. De havde forsøgt
at få vandflyverne til at lande der, men der var for meget uro i vandet og
krydstogtskibene ville ikke ligge til her, fordi de jo havde St. Thomas som
er en langt mere livlig by. Vi havde ellers altid hørt at St. Croix var et
eksklusivt sted at komme på ferie, men vi blev enige om at hvis vi vandt en
rejse herned ville vi sælge billetten og fortrække en anden ø. Der arbejdede
3 unge danskere på fortet som frivillige hjælpere, de hjalp med at
restaurere bygningerne. De havde været hernede på ferie året før og synes at
det var synd at der ikke blev gjort noget, så de kom året efter og tilbød
gratis arbejdskraft. Det var her i byen at Peter van Scholten frigav
slaverne. Han havde et mildt syn på slaverne, måske fordi han havde en sort
kvinde som kæreste der havde stor indflydelse på ham.
Da slaverne blev frigivet fik de i første omgang en delvis frigivelse, det
vil sige at indtil et år før de blev totalt fritstillet, var de frie mellem
klokken 9 om aftenen og klokken 5 om morgenen resten af tiden var de slaver,
ja de hvide har forstået at udnytte situationen.

Vi ligger for anker ud for en lille bitte ø, hvor turisterne er helt vilde
med at bade. Adolf og jeg svømmede ind til øen og hele vejen derind kunne vi
se alverdens ting ligge på bunden, men lige der hvor turisterne badede var
der ingenting, ja de skulle lige vide….  Efter 3 dage på St. Croix blev vi
enige om at tage tilbage til St. Thomas for at overvære karnevalet.

Vi havde en lille sjov oplevelse som i lige skal høre: Vi mødte en ældre
herre der var klædt i det grimmeste tøj og briller som de brugte i
tresserne. Han stoppede os og kiggede alvorligt på Adolf, hvorefter han
sagde: ”Den kvinde du er sammen med der, suger alt det søde ud af dig og så
bruger hun alle dine penge”. Vi kiggede forundret på ham hvorefter han
tilføjede: ”Godt det ikke er mig der er gift med hende”. Vi skulle lige til
at grine højt, men da han kiggede meget alvorligt måtte vi vente med grine
til vi kom om hjørnet. Ja, man skal høre meget inden ørerne falder af.

St. Thomas
Karnevalet på St. Thomas var startet allerede for en måned siden med
kåringen  af dronning og konge og hvad ved jeg. Ja optakten til det tager
lang tid. Da vi kom tilbage var der kulinarisk dag, så vi var oppe for at
smage deres lokale mad, hvilket smagte dejligt, Hele byen var stoppet af
mennesker og i de tre dage som selve karnevalet varede, kom der ingen
krydstogtskibe ind, der var simpelthen ikke plads til dem. Optakten starter
i nat klokken to, hvor tusindvis af mennesker er i byen, vi kan da også høre
råben og skrigen hele natten igennem.
Så er der først børnekarneval som starter klokken 10 og slutter klokken 4 om
eftermiddagen, det er en lang dag for alle disse børn. De har simpelthen de
flotteste kostumer på og går op i det med hud og hår.
Dagen efter er der karnevalsoptog for de voksne, det startede klokken 10 og
sluttede klokken 19, det var en mega oplevelse. Kostumerne var så smukke, ja
i må vente til i ser billederne, det kan ikke beskrives. Alle var med unge,
gamle, tykke, tynde, dværge,
kønne og grimme, ja der var plads til alle. De sorte er bare utrolige til at
”ryste” med deres bagdele, det syder af seksualitet. Vi sidder på en podium,
hvor vi har førsteparket til det hele, vi bliver også filmet til fjernsynet
(så i det?).
Deres kostumer er kunstværker og de syr nye kostumer hvert eneste år, så det
er noget af et arbejde.  Hvis vi havde boet på øerne her, ville jeg have
deltaget i karnevalet, det er simpelthen bare skønt…… men vrikke med alle
talenterne som de sorte gør, ja det er vist ikke så nemt, men det kunne vel
læres.

Den sidste dag bruger vi på at gøre os selv mentalt klare til at tage turen
over Atlanten, grinden er blevet tjekket fra top til tå, så nu er det bare
om at komme af sted. Vi har tjekket vejrmeldinger de sidste dage og en
canadier har over SSB radioen hørt vejrmeldinger for os. Vi fik at vide at
vejret skulle blive godt om mandagen, så vi gjorde os rede……

Atlanterhavet på godt og ondt

Vi sejlede tidlig om morgenen den 3 maj, vejret var noget gråt, men da de
havde lovet godt vejr, tog vi af sted i godt humør. Men, men allerede over
middag da vi var godt fri fra øerne, begyndte det at blæse op og hold da
fast vi fik vind. Alt var sort i sort, bølgerne var tårnhøje og regnen
piskede ned. Og ikke nok med det, så blev jeg søsyg og kunne ikke holde
noget mad i mig, så Adolf måtte tage over. Det forsatte resten af dagen og
hver gang jeg fik mad kom det lige så hurtigt op igen. Om aftenen da vinden
begyndte at lægge sig tog jeg dog vagten til klokken 1.30 søsyg eller ikke
søsyg, Adolf skulle jo også sove. Næste morgen havde vi stadig dønningerne
efter gårsdagens vejr, men det begyndte at klare op, det var jo ikke lige
den start vi havde ønsket os.
De næste tre dage havde vi det dejligste sejlervejr, med vinden fra SØ og
bedre kunne det jo ikke være, men så var det slut. Nu kom vinden fra NØ og
det vil sige at vi måtte vælge enten at sejle østover eller sejle nordpå. Vi
valgte at sejle nordpå, for senere at fange vestenvinden. I 5 dage sejlede
vi bidevind og hvor var vi da glade for sprayhood og vindror, det er jo ikke
som at sejle bidevind derhjemme, her er bølgerne meget større. Pludselig
løjede vinden og vi tænkte aha, nu for vi ændring i vinden, men uha, i
stedet kom vi ud i hård kuling i stive 3½ dag, godt nok havde vi halvvind,
men alligevel; ja den trak tænder. Sovet fik vi ikke ret meget, men ingen
var søsyge, selvom appetitten ikke var ret stor. Vi havde kun et lille
frimærke ude som sejl og bølgerne var mellem 4 og 5 meter høje. Det var et
af de tidspunkter hvor jeg pludselig synes at vi var meget små ude på det
store hav.  Vi fik ca. 7 store søer ind i cockpittet, så vi fik tæerne
vasket, heldigvis fik vi ingen vand ind nede om læ. Alt var vådt, sejlertøj,
hynder til at sidde på, nede om læ slæbte vi saltvand med ned, ja, det var
ikke nogle dage vi vil mindes med glæde. Grinden sejlede dog utrolig flot,
ingen problemer der. Da vinden løjede efter 3½ dag, så vi at vi havde fået
en lille flænge i forliget på genuaen, så den skulle vi have nødrepareret.
Underligt nok fik vi efter denne omgang 2½ dag med totalt vindstille, så
sejlet blev taget ned og vi satte en ”nødlap” på. I disse 2½ dag sejlede vi
selvfølgelig for motor, vi havde jo diesel med til 5 dage. Vandet synes
meget klarere nu og der var fyldt med havskildpadder i vandet, som svømmede
helt hen til båden, så vi fik nogle gode billeder. Delfinerne gjorde os
selskab hele tiden og vi sad helt ude i stævnen og kiggede ned medens de
svømmede tæt på boven. Jo mere vi klappede i hænderne, fløjtede og råbte,
des mere blev de ivrige efter at følge os, de er de mest fascinerende dyr 
at betragte, de kan virkelig kvikke en op når man er så langt ude på havet.
Resten af turen havde vi meget blandet vejr og vind fra alle retninger, og
så den kulde, vi er jo vant til varmen. De lange underbukser blev igen
fundet frem for at vi kunne holde varmen. Når man sejler fra Caribien kan
man vælge 2 veje, den ene er den direkte vej til Acorerne, med chance for at
der kan blive vindstille og at du skal bruge motoren i mange dage, den anden
er at tage til Bermuda først og så tage vestenvinden når man kommer højere
op. Vi valgte at tage den direkte vej, men blev alligevel sendt mere nordpå
på grund af nordøstenvinden. Vi var spændte på hvordan alle de andre
nordiske både havde klaret turen, der skulle jo starte 20 nordiske både fra
St. Martin på samme tid som os. Det viste sig senere at kun 1 båd havde
valgt at sejle mod øst da vinden var i mod, de andre havde sejlet mod nord
som os. Den ene båd kom ind som den allerførste, efter 17 dage, alle andre
tog imellem 23 og 25 dage, vi var den mindste båd og tog derfor længst tid.
Turen var noget anderledes, end fra Canarieøerne til Caribien, sikkert fordi
at vi sejler fra varme til mere kulde og så er forventningerne sikkert også 
noget andet.
Nætterne var meget mørke selvom vi havde fuldmåne noget af tiden, men vi
havde for det meste overskyet vejr og så kan man få de særeste tanker. Adolf
fortalte mig den ene dag om spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder. Da jeg
så nogle dage efter havde nattevagten, så jeg i det fjerne et gult lys, det
lignede nærmest et stort sejl, straks kørte min fantasi og jeg tænkte på
Adolfs historie. Jeg kiggede og kiggede indtil jeg opdagede at det var månen
som var ved at stå op, den havde bare en hel anden farve og der hang striber
af skyer tværs over den, ja jeg måtte grine lidt af mig selv bagefter.
Vi så også en stor kaskelothval som svømmede kun 50 meter fra os, den var
ca. 15-20 meter lang hold fast den er stor (vores båd er 8,2 meter),
derudover så vi mange grindehvaler der var noget mindre, vi kunne se deres
”blåst” på op til 1 meter.. Hver gang vi så hvalerne tænkte vi altid på at
det ikke ville være sjovt at sejle ind i sådan et stort dyr, og om natten er
det jo ikke til at se noget, vi har dog ikke senere hørt at nogen har ramt
en hval. Vi nåede aldrig at få et billede af hvalerne, de er så hurtigt væk
at vi må nøjes med de fotografier som vi har på nethinden og det er jo
heller ikke så værst.
Halvvejs over Atlanten så vi nogle ”dyr” som lignede noget skibe havde brugt
som pynt til osteanretninger. De lignede en halv appelsinskive, som sad på
en lille opsats. Da vi så hundredvis af dem i forskellige størrelser, blev
vi enige om at det måtte være et dyr af en eller anden slags. Mange gange
tænkte vi på at samle en op for at kigge nærmere på den, men heldigvis
gjorde vi ikke det (hvilket kun var et tilfælde). Vi fik senere at vide at
det var portugisiske orlogsmænd, en form for brandmænd, med meter lange
snore nedenunder sig og hvis man rører ved disse dør man. Vi snakkede med en
nordmand som kendte til en sejler som havde fået en i et sejl, som var
kommet i vandet og derved havde rørt ved den, han døde inden de kom ind i
havn. Tænk at vi ville have samlet en op, så ville vi ikke være her i dag,
vi var begge to meget chokerede over at høre dette, så man skal aldrig samle
noget op man ikke ved hvad er.
Vi mødte utrolig mange tankskibe på vejen hertil, men kun 2 sejlskibe og det
ene af dem viste sig at være dansk, så vi fik os en lang snak.
Vi synes at turen har været mere anstrengende inden den anden vej over
Atlanten. For det første havde vi meget dårligt vejr og så den kulde og alt
det saltvand, som gør alt tøj vådt, det kan næsten tage ”pippet” fra enhver.
I kan slet ikke forestille jer hvordan det er at se landkending når man har
sejlet så mange dage, det er simpelthen det bedste. Vi var så trætte at vi
de første dage sov mellem 12 og 13 timer i døgnet. Alle er så glade når de
kommer ind og stemningen blandt sejlerne er kanon. Vi har ikke snakket med
en eneste båd, som ikke havde fået ødelagt et eller andet, så vi var stolte
over at sige at vi ”kun” havde fået en 10 cm flænge i forliget og det er
ingenting i forhold til det du ser på bådene her. Jo vores grinde har bare
klaret det til et 10 tal, alle tror at fordi vi har en lille båd, så må vi
også have en masse skader, men vi kunne stolt sige, at vores båd klarede
skærene. Vi tog ca. 2 dage mere end de andre både, men de var også noget
større og kunne sejle det hurtigere, så det synes vi var godt. Vi vil også
hellere komme sikkert ind og så er antal dage ligegyldigt. Men det er det
første de spørger om, hvor mange dage tog turen, og egentlig er det
uvæsentlig. Så HURRA vi klarede det………………………

Kan i have det godt alle sammen og have en god sommer.

Mange knus fra Bella og Adolf på Acorerne.