Fra Dominica til Antigua.

Dominica:

Øen bliver kaldt naturøen, fordi den har en uspoleret natur, som vi fik stor glade af, faktisk kunne vi godt have brugt en hel måned på øen, men vi måtte vælge det ud vi ville se. Vi ligger for anker ud for hovedstaden Roseau, som er en myreture af turister når der er krydstogtskibe i havnen, så når vi tager ud at vandre er det på de dage hvor der ingen krydstogtskibe er. Det regner meget på Dominica, derfor er den også så frodig, men vi synes ikke at øen behøver at sende alt regnen ned over os de dage vi er der… Uanset vejret tager vi en tur op i regnskoven for at vandre, vi er vel ingen kyllinger, vel? Så vi stiller os sammen med de sorte og venter på at minibussen skal komme for at tage os med til Laudat. Pludselig stopper der en firehjulstrækker foran os og alle de sorte hopper enten ind i bilen eller op på ladet, og hvad gjorde vi så? Ja, vi hoppede selvfølgelig op sammen med de andre og fik en lift med op i bjergene. Sikke en tur, naturen er ubeskrivelig, selvom det var lidt hårdt for vore bagdele, men sjovt var det. Vi blev kørt lige til stien hvor vi skulle gå, så det var dejligt, de er utrolig flinke og hjælpsomme. For at gå i naturreservatet skal vi betale 5 ECD pr. person pr. dag, så der sad en pige og tog imod pengene og ti meter fra hende stod der en ung mand og lavede et hul i vores ”billet”, ja de forstår at sætte folk i arbejde….

Vi gik op til to ferskvandssøer hvor befolkningen fik deres vand fra, selve søerne var der intet særligt ved, selvom det er dem de omtaler mest i brochurerne, det er naturen rundt om og de pragtfulde udsigter der er over øen. Vandet bliver ledt ned til byerne via store rør, der er lavet af træ, det er helt vildt at tænke på hvor meget træ der må være gået til det. Turen skulle normalt tage 3 timer, men Adolf fandt som sædvanlig en ny vej som vi lige skulle se hvor førte hen, så alt i alt gik vi 4½ time og det stejlt op og ned, så det er hårdt for benene. Hen på eftermiddagen blev det hundekoldt og det begyndte at regne lidt, så vi stod længe i ly under nogle store palmer. Vi hørte senere fra nogle amerikanere at vi ikke kunne få lov til at tage med bussen hjem hvis vi var våde, de havde selv stået med to børn og ventet på bussen, men forgæves, de måtte pænt vente til de var tørre. Undervejs tilbage møder vi en der sidder på hug foran en bunke kokosskaller, vi spørger ham hvad han laver og han fortæller at de findeler kokosskallerne og bruger det som kompost, hvilket jo sikkert er en god ide.

Dagen efter er vore ben som blyklumper og vi skal ikke ud at gå i bjergene i dag, så vi går en tur ind i byen og snuser til atmosfæren herinde. Vi ser et begravelsesoptog, hvor alle de sorte er klædt i deres fineste tøj. De kommer kørende i smoking bag på en firehjulstrækker, meget larmende og smilende. Til sidst kommer en firehjulstrækker med alle blomsterne på ladet og midt i det hele sidder to mænd og råber og griner efter folk på gaden, ja det er lidt anderledes end vi lige er vant til.

Inde i byen er der en botanisk have, som vi lige vil se. Midt inde i parken så vi en skolebus, som lå fuldstændig begravet under et stort træ. Dette skete under Hurricanen Davids rasen i 1979, de har vel ladet det ligge som et slags attraktion for turisterne.

Inden vi kom til Dominica snakkede vi med et sejlerægtepar fra USA, og de sagde at det var en spændende ø, men vi skulle vide at der var meget fattigt der. Efter at have besøgt så mange øer og snakket med så mange mennesker, synes vi slet ikke at deres beskrivelse passede på det vi så. Selvfølgelig er deres huse ikke som det vi kom til at se længere nord på, men rigdom kan vel ikke måles på deres huse. Vi synes ikke at befolkningen så fattigere ud end nogen af de andre øer vi havde besøgt, de lever blot anderledes, vi skal blot lade være med at sammenligne.

Inden vi sejler videre til nordøen, skal vi tilbage til myndighederne for at få en tilladelse til at sejle langs Dominica´s kyst, ja, det er noget mærkeligt noget og det koster den nette sum af 1 ECD = 2,7kr ca.

Tidlig om morgenen sejler vi til Porthmouth på Dominica, her ser dejligt ud. Da vi kommer ind i bugten bliver vi ”forfulgt” af nogle boatboys, jeg siger hårdt og bestemt til dem begge at vi ikke vil snakke med dem før vi har smidt vore anker. Da de begynder at råbe og skrige troede vi det var efter os, men de sejler ved siden af vores båd og er ved at slå hinanden med deres årer, samtidig med at de råber efter hinanden. De har åbenbart hver deres område og den ene har så overskreden sit område. Jeg blev stiktosset på dem og sagde at hvis de skulle skændes, så kunne de godt sejle et andet sted hen, vi gad ikke høre på det og så sejlede de af igen. Cirka en halv time senere kom den ene tilbage og sagde undskyld og det blev vi glade for, hvilket vi også sagde til ham.

Portmouth er fyldt med mennesker som blot dalrer rundt og som vil guide dig hvorhen du vil, blot du betaler en god pris. Husene ser lidt mere faldefærdige ud her og som mange andre steder vi har været smider de affald alle steder ”ude af syne, ude af sind”. Vi ser mange boatboys som tager affald med for sejlerne, men da vi ikke ved hvor de gør af det, vil vi hellere selv putte det i en affaldscontainer. Vi tror at mange af de boatboys smider affaldet rundt omkring, de er ligeglade, eller vant til at der ligger affald rundt omkring i byen. Langs med gaden er der dybe render, hvor vand fra tøjvask, opvask mm løber og her er der fyldt med rottehuller, puha. Men de sorte er utrolig venlige og hilser altid pænt på os. Hvis de kommer hen for at give dig hånden, så vil de altid sælge et eller andet, det er ganske vist. Vi mødte en dame, som kom hen for at give os hånden, hendes hånd var våd af vand, hvilket gjorde at jeg ikke klemte den, sådan som jeg normalt gør. Dette påpegede hun, og spurgte om jeg havde noget imod at give en sort hånden, så det fik vi lige en snak med hende om. Hun lavede mad til sejlere mod betaling, vi så hendes ”køkken” og blev enige om at det nok ikke lige var her vi ville spise i dag.

Vi  har besluttet at vi vil en tur op ad Indian River som efter sigende skulle være utrolig smuk, for at komme op ad floden skal du have en guide med dig og dem er der mange af. Vi bliver antastet af mindst 10 stykker, til forskellige priser og vilkår (vi må ikke selv ro på floden). Da vi står og kigger op ad floden kommer en ung fyr hen og snakker med os, han har selv en robåd og guider turister. Han snakker et stille og roligt engelsk, hvilket de ikke alle gør, og vi siger at vi kommer og snakker med ham i morgen. Hen på eftermiddagen kommer han sejlende forbi og spørger os om vi stadig er interesserede i en tur og vi aftaler at mødes med ham kl. 8 næste morgen, da morgenstunden skulle være det bedste tidspunkt, også for at se nogle dyr.

Præcis kl. 8 kommer han og henter os i sin båd, som har en 40HK motor på, så jeg skal lige love for at den kan komme af sted (vores grinde har 10HK). På vej hen til floden gør han holdt foran alle de store fragtskibe som er strandet foran byen og ligner store rustbunker. Raymond, som guiden hedder, fortæller at de er strandet efter nogle hurricanes. Den ene af dem fra hurricanen David i 1979 og de 4 andre fra 1995, han sagde at det var for omkosteligt at fjerne dem. Om øen har fået penge fra rederierne til at fjerne dem og blot har brugt pengene til noget andet vidste han ikke. Bådene lå så tæt på land at dem der boede i husene lige uden for kunne række en hånd over til dem. Alle de huse som lå tæt på stranden er mere eller mindre blevet bygget op eller renoveret efter den sidste hurricane. De har 3 huse i byen som er hurricane sikre og som folk kan søge ly i under stormen, hvilket også er påkrævet, da husene som mange andre steder i Caribien ikke er særlig solide bygget. Raymond kunne huske stormen David i 1979, da var han en lille dreng og måtte for at komme i ly for stormen løbe siksak gennem gaden for ikke at blive blæst væk, det havde været frygteligt.

Da vi kommer hen til floden bliver motoren slukket og årene fundet frem, da det er forbudt at bruge motor på floden. Indian River er opkaldt efter de indianere som levede på øen før alle andre, der bor ca. 50 af disse mennesker på øen endnu. Denne flod er helt unik, aldrig har vi set noget lignende. Turen skulle vare ca. 1½ time, men han tager det stille og rolig, samtidig med at han fortæller. Der er mange krabber her, som de fanger og spiser, de skulle smage godt sagde han. Han ved en masse om plantelivet, så det er godt at Adolf tog det op på video, så kan vi huske det når vi kommer hjem. Vi ser en stor øgle lignende dyr oppe i træet, det er ca. ½ meter langt, og de kunne blive endnu større fortalte han. De har en slange på øen som elsker at spise disse øgler, Raymond har sommetider set dem ligge og hvile på træerne for at blive varmet af solen. Disse slanger er flere meter lange men ufarlige for mennesker, den sluger disser øgler og kvaser det undervejs ned i maven. Ærgerligt at vi ingen så. Der er mange fugle og rigtig mange hummingbirds (kolibrier), de er så små at de kan være svære at få øje på. De træer som vokser ned til floden, har det flotteste rodnet, så kameraet havde travlt. Træerne brugte indianerne før til at bygge deres huse med. Vi så mange store termitboer, hvilket var et stort problem for mange menneskers bolig inde i byen. De lagde godt nok deres træpæle, som husene stod på i olie for at termitterne ikke skulle ødelægge dem, men de fandt altid et sted at gnave i.

Undervejs fortalte Raymond, at hans familie ikke havde haft mange penge og de var mange børn hjemme, så han havde meget tidligt skulle gå på gaden for at sælge ting og sager for moderen. Senere da der kom mange sejlere til øen, begyndte han at servicere dem med frugter og lign. Han var nu kommet op af rangstigen og havde fået sin egen båd og var blevet guide på floden her. Han var ikke gået meget i skole og kendte ikke til noget andet liv, men synes selv at han havde klaret det godt.

For enden af floden var der en have som han tog os med op i. Her fortalte han at der fandtes 7 forskellige slags bananer, søde bananer, stege bananer, mini bananer osv., ja hvem skulle tro det. Når en klase blev taget hakkede de den ned til det sted hvor de kunne se nye skud. Det tager en bananklase ca. 2 mdr. for at blive spisefærdig og den bærer først efter 9 mdr.

Undervejs tilbage roer han pludselig ind til bredden for at lave nogle dyr ud af palmebladene, som han forærer mig. Da vi kommer tilbage spørger vi ham om han gider sejle os hen til udklarering og det gør han kvit og frit, selvom det tog ca. ¼ time, hvorefter han sejlede os tilbage til skibet, hele turen havde varet 3 dejlige timer. Vi havde haft en så dejlig tur at vi spurgte om han ikke ville med om bord og have en øl sammen med os, det havde han desværre ikke tid til, så han tog en øl med sig i stedet. Det er ikke altid let at få en indfødt til at snakke så frit om sig selv som han gjorde, det var virkelig en god guide vi havde fundet der.

Inde i byen er der fisk til salg og det kan høres over hele byen, da en mand ”blæser” i en konkylie som tegn på at der fisk til salg. De kører rundt med fiskene på en lastbil, så folk ikke skal gå så langt. Men de fisk vi så havde vi ikke lyst til at sætte tænderne i, de var fyldt med fluer, men det er de åbenbart vant til. Men det er heller ikke så sært, da de kører rundt i timevis i høj solskin. På Tobago blev kun det bedste af fisken solgt, her sælger de det hele. Vi så folk som kun købte hovedet, ja, faktisk blev alt solgt undtagen halen og finnerne.     

Ø-gruppen Saintes og Guadeloupe

Efter nogle dejlige dage på Dominica sejler vi videre til en lille øgruppe syd for Guadeloupe. Vi sejler lidt rundt for at finde en ankerplads, vi vil gerne være et sted uden for mange mennesker. På Cabrit ligger der kun få ankerliggere, så vi beslutter at her vil vi være et par dage. Øen er ubeboet og her skulle være dejligt at snorkle. Vi snorkler langs hele stranden og det er pragtfuldt, vi ser den første moræne og det havde nær fået mig til at sluge snorklen, så forskrækket blev jeg. Der er jo kun ½ - 1 meter ned til bunden, så man kan godt få et gib, når der kommer et eller andet uventet frem. På selve øen er der ikke meget at se andet en ruin og et gammelt hotel, men der er dejligt fredeligt.

Da vi kigger ned på ankerpladsen ser vi en yngre pige, som til stor fornøjelse til alle mændene dansede rundt på båden kun iført en g-streng. Der lå en båd fra Basel kun få meter fra med tre mænd om bord og de var næsten ved at vælte over bord da de så det…

Her er totalt mørkt hvor vi ligger, ingen forstyrrende lys fra byer mm. så vi havde nogle dejlige mørke nætter, hvor stjernerne funklede smukt foroven og inde på land kunne vi se lysende blink fra ildfluerne og kiggede vi ned i vandet var der den flotteste morild at se, ja flottere kan det ikke blive.

Efter et par afslappende dage sejlede vi til Guadeloupe for at indklarere i BasseTerre, nu kan vi godt begynde at mærke forskellen på øerne, her er det hele mere ”organiseret” hvis man kan kalde det sådan. Det bedste ved de franske øer er, at nu kan vi købe Baquettes igen. De kan ikke et ord engelsk kun fransk, så det er svært at kommunikere med dem.

Vi sejler videre til Deshaires på nordsiden af Guadelope, undervejs sejler vi forbi Pigon Islands, som er den del af Jack Cousteau´s nationalpark. Vi må ikke ankre op her, men det er tilladt at dykke. Det skulle være utrolig flot, men da det kun kan lade sig gøre med flasker, og det har vi ikke, kan det ikke lønne sig for os. Det tager os lang tid at sejle op til Deshaires, selvom det kun er få sømil, vinden aftager og tiltager hele tiden og Adolf er ikke vild med at starte ”jerngenuan”, hvilket vi godt kan blive lidt uenige om.

Der ligger mange både for anker her, men vi finder altid en plads til vores lille grinde. Det at ankre er blevet meget lettere efter at vi har fået lavet vores bovspyd og ankerkasse hvor vi har vore 50 meter kæde liggende. Vi ser sommetider nogle som kun har tov i stedet for kæde og de driver ofte for ankeret, selvom der er god ankerbund.

Det er en lille hyggelig by, som kan ses i løbet af ½ time. Der er en flod i nærheden og den vil vi gå en tur langs med, den er også beskrevet i vores pilots. Adolf er selvfølgelig guide for han har ”tjek” på alle disse stier tror han….. Så vi vandrer og krydser floden jeg ved ikke hvor mange gange til vi kommer til et dejligt sted, hvor floden er bredere og vi tager os et forfriskende bad . I ved slet ikke hvor dejligt det er at kunne bruge alt det ferskvand man lige lyster, og så er det jo nemt at blive tør i en fart i den hede. Vi følte os for et par minutter som om vi var de eneste mennesker på øen. Adolf synes at vejen gik videre, så vi vandrede og vandrede indtil vi absolut ikke kunne komme videre. Så det var med at gå tilbage samme vej som vi var kommet, men men… pludselig så vi en anden sti og så viste det sig at hvis vi havde fulgt den, så ville hele turen havde taget os under 1 time og nu havde vi vandret i næsten 2……. Sådan er det at vandre med min mand.   

En sen eftermiddag er der begravelse i byen og det synes at hele byen var med. Bag ved kisten gik tre mennesker 2 som spillede trompet og en på tromme, hold fast, det var det sørgeligste musik jeg nogensinde har hørt. Hele ”optoget” gik op til kirken og blev der en time, hvorefter hele følget incl. det sørgelige musik gik op på kirkegården får at lægge deres afdøde ind i et gravhus. Nogle af disse gravhuse var de rene kunstværker og andre blev blot begravet i jorden som derhjemme.

Vi havde en dag, med et frygteligt blæse- og regnvejr, så alle sejlere sidder oppe for at holde øje, om ikke med sit eget anker, så for at sikre at ingen driver ind i dem. Der kom en amerikaner sent om aftenen og ankrede op helt oppe ad klipperne og han var selvfølgelig drevet i løbet af natten, desværre ramte han en anden båd. Amerikaneren ville så ankre om, og han lagde sig klods op ad vore båd, og her vender strøm og vind båden 360 grader hele tiden, så Adolf holdt udkig. Klokken 5 om morgenen kunne jeg ikke sove mere og så at der sad en oppe hos dem for at holde ankervagt, men alligevel er det utrygt at sove, når bådene ligger for tæt. Næste dag ville vi sejle videre og han spurgte da om vi ville sejle på grund af ham, men det var det ikke. Han var ked af det, men havde ikke haft andre muligheder midt om natten, de havde dog været oppe og holdt vagt hele natten, så de ikke drev ind i os.

Antigua

Vi har en plan indtil vi får en ny, sådan er det med os. Egentlig ville vi til Montserrat, men da vi kun kan komme på 1/3 af øen på grund af den aktive vulkan, blev vi enige om at tage direkte til Antigua. Vi havde et dejligt sejlervejr 5-6 knob hele vejen. Vi tager ind til English Harbour, men hold fast hvor ligger her mange sejlere, der er prop fyldt på ankerpladsen. Vi ser en ledig plads tæt ved stranden, men ak og ve. Holdebunden er forfærdelig her, vi ankrer om 4 gange og snorkler ned for at tjekke om ankeret er bakket fast, det er det så vi prøver. Ved 8 tiden om aftenen da det er meget mørkt, begynder vi at drive længere over mod en anden båd, så hurtigt bliver motoren startet og vi tager ankeret op. Vi havde set at der lå en ledig mooring i nærheden, så i nattens mulm og mørke finder vi den og kan sove godt for natten. Vi ser at der er to andre både i nærheden af os som har samme problem, men de er ikke så heldige at finde en mooring. De næste dage ser vi mange både som forsøger sig med at ankre op der hvor vi lå før og hver gang måtte de sejle videre, det er som om ankeret blot gled igennem sandet.

Her i ankerbugten ligger mange sejlere som vi har set før og den første aften bliver vi inviteret over til en drink hos en af dem. Men hold da fast inden vi så os om var der 18 personer om bord og 9 dingyer rundt om båden, så der var godt fyldt op. Båden tilhørte et ægtepar fra Skotland og han underholdt os alle sammen med hans sækkepibe, det lød utrolig godt. Vi kom fra 6 forskellige lande, men heldigvis at vi har det engelske sprog, ellers kunne det blive en tavs affære. Samme skotte spillede et par dage efter, et amerikansk ægtepar ud af havnen lige da solen var ved at gå ned, det var en pragtfuld oplevelse.

Området omkring English Harbour er meget spændende og der er en del at se på. Området kaldes Nelson´s Dockyard efter den engelske admiral Nelson, selvom han kun var her i tre år. Det var et værft for de engelske skibe og samtidig et sikkert sted at være når der var storm, her er alle håndværkerhusene restaureret og der er et museum tilknyttet området. På museet var der en udstilling om admiral Nelson og om slaverne, som vi synes var mest interessant. Slaverne blev transporteret fra Afrika til Caribien på to forskellige måder. Spanierne anvendte den tætte metode, det vil sige de stuvede så mange som muligt sammen på et sted, velvidende at et stort antal mennesker ville dø, men dem der overlevede var så de stærke. Englænderne anvendte den løse metode, hvor de tog færre slaver med og håbede så at flere ville overleve. Uanset hvilken metode de brugte, døde en frygtelig mange mennesker af dysenteri, sult og tørst. Og der er skrevet at slavebådene altid havde følgeskab af en skare af hajer, som hver dag blev fodret med døde slaver. Hvis man kunne gå på bunden af havet må der være en ”sti” af skeletter fra Afrika til Caribien, så mange døde der undervejs. Frygteligt at tænke på.

På Antigua havde vi gennem Langturssejlerne en kontaktperson, som vi kunne få sendt post til. Vi prøvede at maile til ham og da vi kom til Antigua ringede vi på det telefonnummer som er angivet. Men til vores rædsel fandt vi ud af at denne person ikke havde været på øen i tre år, så vi forsøgte at få vores post, ved at kontakte posthuset. Vi blev sendt rundt på øen, men forgæves, så hvis nogen har sendt post kommer det desværre retur til jer, vi havde ellers sådan glædet os.

Hovedstaden på øen hedder St. John og her er liv og glade dage. Der er valg til deres guvernement, så jeg skal lige love for at der blev råbt og skreget. De har lært noget af amerikanerne. Alle partierne havde biler på gaderne og sommetider kom der tre biler lige efter hinanden og der blev i højeste decibel råbt ud af højtalerne, så vi var helt øre i hovedet. I byen er der et mega grøntsagsmarked, og det er med at kigge godt efter hvad de sorte betaler for varerne og sige at du gerne vil have det samme ellers kommer du til at betale 3-4 gange så meget. Ind i mellem er det svært at tage billeder, da de altid tror at du vil tage billeder af dem personligt. Vi spørger gerne af om vi må tage et billede, nogle gange får vi et bestemt nej og andre gange lykkedes det. Men hvis jeg tænker på Danmark, så ville jeg heller ikke have at nogen blot tog et billede af mig, hvis jeg ikke kendte dem.

 Busturen er en oplevelse som altid, chaufføren spiller så højt musik at du ikke kan snakke sammen med din sidemand og han kører ofte ind til siden for at skifte CD, nogle gange op til 5 gange. Denne chauffør stoppede op ved en tankstation og gik ud for at købe sig en is, og de sorte har en vane at råbe efter folk på gaden og hvis chaufføren kan høre at det er vigtigt for dem, kan han godt finde på at stoppe op og lade dem snakke sammen, ja det er da service. Vi kan ikke altid følge med i hvad de snakker om, da de taler dialekt.

Der er mange gode stier at vandre på i området hvor vi ligger med båden og en dejligt hvid sandstrand er her også. Men der er frygtelig mange kaktusser her og stikkerne fra kaktusserne, sidder fast i skoene hele tiden, ind i mellem går de endda i gennem skoene. Naturen er meget anderledes end det vi har set hidtil, men alligevel har det en vis charme. Lige nu blomstrer kaktusserne, så det er meget flot at se på.

Men hvad i nyder vel alle sammen foråret derhjemme, det savner vi.

Ja, det er alt for denne gang, vi er lige nu på St. Martin, hvor vi lige vil gå båden efter. Vi regner med at tage over til de dansk vestindiske øer inden vi vender snuden hjemad engang i maj, når vi får en god vejrudsigt.

Lige et par fødselsdagshilsner i april:

Anette Sørensen

Gerda og Litta

Knud Dunk Hansen

Mange knus og tanker

Bella og Adolf

NB.: Er i klar over at vi er blevet vinterbadere, faktisk har vi været i vandet hver dag siden december…………….

NB. NB.: tak til Sannie, mormor, Anette og Børge og Bettina for dejlige breve, vi nød dem i fulde drag.