Fra St. Lucia til Martinique

ST. LUCIA

Tidlig om morgenen gik turen til St. Lucia, hvor vi tog ind til havnen tæt ved lufthavnen, hvor Sannie skulle med flyveren hjem til Dk, ØV….. Det blev noget af en tur vi kom ud i, vind og bølger var imod os og vi måtte krydse det meste af vejen, det tog os 14 hårde timer inden vi i mørke kunne smide ankeret og St. Lucia´s vartegn de to spidse bjergtoppe, som ligger side om side, synes ikke at komme nærmere. Sannie viste sig heldigvis til at være meget søstærk og det var jo heldigt når vi skulle ud at sejle i så hårdt vejr.

I Vieux Fort måtte vi helt ud i lufthavnen for at indklarere, til gengæld kostede det ikke noget og Sannie fik sin flyrejse tjekket ved samme lejlighed.

St. Lucia er utrolig flot og har en smuk natur med; bjerge, vulkaner, regnskov og ørken, så her er lidt for enhver smag. Vi har kun en hel dag her sammen med Sannie inden hun skal hjem, så vi tager bussen Soufriere, hvor vi vil gå hen for at se en vulkan der udspyer svovldampe. Vejen op til Soufriere er ved at blive repareret, så de første mange kilometer er ikke noget at skrive hjem om, men de sidste 5 kilometer som de ikke er begyndt på endnu er meget smuk og snor sig igennem en utrolig flot natur.

Vi gik ca. ¾ time inden vi kom til vulkanen Sulphur Springs, som man kan køre direkte ind til, hvis det ikke lige var fordi de var ved at reparere vejen. Jo tættere vi kom til vulkanen des mere lugtede det af råddent æg. I kan slet ikke forestille jer, hvor ulækkert det lugtede og så siger de at det er sundt at indånde, puha. Krateret, som stadig er aktiv, syede og boblede med kulsort vand, på grund af den kemiske sammensætning, er 100 grader varmt. Vandet skulle være god imod eksem, solskoldning og myggestik. Der var mulighed for at prøve det længere nede, hvor vandet blev lunkent, men den stank havde vi ikke lyst til at bade i, vi skulle jo have en bus hjem igen.

For en del år siden kunne turisterne få lov til at gå rundt på krateret, men efter at en guide i kådhed sprang rundt på de steder som var lidt tvivlsomme, og derved gav jorden efter under ham og han faldt i et det kogende vand til taljen, blev det forbudt. Han overlevede det, med svære forbrændinger til følge. Hullet bliver kaldt Gabriells hul, efter manden og i årenes løb har dette hul udvidet sig i bredde og dybde, så det i dag er målt til 12 meter i dybden.

På vej ned til bussen holdt vi en lille frokostpause og ved i hvad jeg havde med til frokost… æg, ja jeg synes pludselig ikke at det smagte så godt mere.

På vej hjem med bussen var der totalt trafikkaos, da en lastbil havde sat sig fast i mudderet. Der kørte mange lastbiler fyldt med sten modsat vej som os, og pludselig begyndte den ene lastbil at glide over imod vores minibus ved det vindue hvor Sannie sad, der var kun få cm i mellem. En neger forsøgte at holde imod, hvilket vi ikke kunne lade være med at grine ad, da det jo vejede mange tons. Midt i det hele kom Sannie og jeg til at kigge på Adolf, han var blevet mast helt op i et hjørne af en rigtig stor negermama og vi lavede associationer til lastbilen som var ved at klemme os, selvom det sidste ”nok” var mest farlig, ihverfald for os som sad bagerst i bussen. Heldigvis fik hjulene fat igen og afstanden blev større, så svenden blev tørret af panden. Resten af turen forløb uden problemer.

I dag skal Sannie rejse hjem og vi er selvfølgelig alle tre kede af det, da det har været utrolig dejlig at have hende på besøg. Så det blev svært at tage afsked og tårerne fik da også frit løb. Så det var meget stille på båden da vi kom hjem…

Tidlig næste morgen sejlede vi til Marigot Bay, som er en meget flot bugt omringet af mangrove træer. Ingen vind rørte sig her og vandet inde i bugten er helt stillestående. Vi blev ved ankomsten igen overfaldet at mindst 5 robåde, som ville sælge alt muligt, de er lige glade med om du er ved at ankre, de holder bare fast i båden imens. I vores pilot står der at vi skal holde os fra disse sælgere, da de sælger alt til dobbelt pris, de ville f.eks have 45ECD for 20 bananer, hvilket er ca. 120 kr og inden han sejlede fra os var han nede på 20ECD, så de forsøger igen og igen. Mange af disse tandpastabåde, som jeg omtalte sidste gang, køber noget næsten hver gang og giver negerne øl, det er lidt trist at de gør det…. Vi blev dog ikke generet af dem mere efter at de fik et nej og det var vi glade for.

I denne bugt blev filmklassikeren Dr. Doolittle filmet og Superman 2 er også filmet på øen her.

Midt i mangrovetræerne er der en neger, som har bosat sig, det var en hus på pæle med 3 vægge, så ud til bugten kunne vi kigge lige ind i ”huset”. Han havde både komfur, køleskab, tv, stol, seng og en masse andet skrammel, hvor han fik strømmen fra ved vi så ikke. For at skærme for solen, havde han en parasol, så vi synes nok det har været det mest sjove hus vi har set endnu, det må man da kalde et friluftshus.

Da vi ligger helt stille bruger vi noget af tiden med at tjekke forskellige ting på båden bl.a. olien og oliefilter bliver skiftet, zinkanode bliver skiftet for anden gang, da vandet er meget saltet hernede og vores proviant bliver talt op, så vi kan handle ind på Martinique.

Efter et par dejlige dage tager vi en tur til Rodney Bay, hvor vi skal udklarere. Der er 25 års uafhængighedsdag i dag, så der er fest på kajen og alle pladser er til fri afbenyttelse i dagens anledning. Vi synes ikke at det er så godt at ligge inde i marinaen, det hele er en stor plørehul synes vi, hvis vi skulle have været her i længere tid ville vi nok have valgt at ligge for anker ude i selve bugten.

MARTINIQUE.

Vi har alle tiders sejlads til Martinique, som er en fransk ø, så det bliver mærkeligt at høre de sorte snakke fransk. Vi sejler ind til hovedstaden Fort de France, da vi både skal indklarere og vi skal have handlet ind.

Der er karneval i byen de næste 3 dage og vi for at vide at vi ikke kan indklarere før karnevalet er ovre, så vi må bare vente, men så må vi jo til karneval….

Om aftenen kan vi lugte grillmad og vi beslutter at tage ind og spise. Det første vi ser da vi lægger dingyen til er en amerikansk sejler, som ligner en transvestit, vi kigger lidt underligt på ham. Da vi kommer op i byen ser vi at adskillige mænd er klædt ud som damer, p.g.a karnevallet, så ham amerikaneren er nok helt ok alligevel. Da vi har spist vores mad på en af boderne, råber folk pludselig op og begynder at løbe ind i mellem boderne, så er der pludselig stille igen. 5 minutter efter går der helt panik i folk og de kommer løbende i vild panik, borde og stole bliver væltet. Vi kan se en røgsky, men ikke andet og tror at det brænder fra en af boderne. Vi går med raske skridt ned mod vores dingy og forsøger ikke at gå i panik som alle de andre, der vælter forbi os. Vi bliver dog overhalet af røgen, som viser sig at være tåregas som politiet har smidt ind i mellem alle menneskerne og så kunne vi godt forstå at de løb så hurtigt, for det blev svært at trække vejret og øjnene løb i vand. Hurtigt skyndte vi os at ro ud til båden, vi havde fået nok karneval for i dag. Festen var dog slut og vi kunne ikke høre en lyd inde fra byen.

Dagen efter vil vi op for at se optoget og det var noget af en oplevelse. Her var noget for enhver, der var letpåklædte damer i flotte kostumer, som dansede til musikken, der var forskellige temaer, hvor menneskerne så var klædt ud efter, der var mænd udklædt som kvinder i g-streng og strømpebukser, andre var klædt ud i dametøj med 10 cm høje hæle på skoene, i skulle have set dem vralte af sted. Nogle af dem så virkelig ud til at være transvestitter eller også er de utrolig gode skuespillere, det skulle i simpelthen have set.

En neger fortalte os at alle mænd hvert år til karneval havde tilladelse til at gå i dametøj, så jeg tilbød Adolf at han da kunne låne lidt af mit tøj, men det ville han ABSOLUT ikke.

Efter hovedoptoget, det tog cirka 3 timer, kom de vogne tilbage som ”kun” havde dansende mennesker på ladet og de spillede nu så højt og fik alle mennesker på gaden til at følge efter. Hundredvis af mennesker fulgte nu dansende efter vognen, det var en helt speciel atmosfære, som er svær at beskrive. Jeg er sikker på at hvis vores datter havde været her, så havde vi to været med rundt i byen, jeg kunne slet ikke stå stille til musikken.

Dagen efter var det handle ind dag, og grinden er nu igen fyldt op, så vi har ingen rum der er tomme mere. Her er rimeligt at handle og vi kan få alt det vi gerne vil have, så nu har vi proviant nok til vi kommer til Europa.

Da vi kommer ind til immigration er de nærmest ligeglade og vi udklarerer nogle dage frem, da vi vil op på nordsiden af Martinique, det er første gang det er gået så hurtigt.

Vi sejler op til St. Pierre, som for hundrede år siden var Martiniques hovedstad. Byen blev raseret da vulkanen Pelee eksploderede i 1902. 30.000 mennesker brændte op da vulkanen eksploderede med en kraft der svarer til 4 Hiroshima bomber og få minutter senere var hele byen lagt i ruiner. Der er kun nogle ruiner tilbage, som stadig minder om dagen for 100 år siden. Der var kun to mennesker der overlevede udbruddet, hvoraf den ene døde kort efter, den eneste overlevende var en lokal drukkenbolt, som sad i en fængselscelle. Det der reddede ham var de tykke mure, vi var oppe og se hvor han var indespærret og det er det eneste som står intakt tilbage. Befolkningen fik ellers mange advarsler om at der var ved at ske noget, men guvernøren i byen troede ikke at det ville ske og sendte derfor bud efter hele sin familie i udlandet, for at sige til folk at der var intet at være bange for. Selv da byen blev indhyllet i aske var der ingen der flygtede og da vulkanen endelig sprang, gik det så hurtigt at igen nåede væk. Uhyggeligt……

Denne vulkan ville vi bestige, så vi tog en bus til nærmest liggende by og gik den lange vej op i mod Pelee. Vulkanens højeste punkt er i dag 1397 meter og vi gik op til 1100 meter før benene sagde nej tak. Det var utrolig hårdt at gå derop, da det jo var meget stejlt, men sikke en udsigt vi havde, storslået. Vulkanen er så grøn og frodig at vi ikke kan blive trætte af at kigge på den. Den vegetation som er her er meget ”ung”, da der først begyndte at gro noget her igen omkring 1935. Det var et par trætte danskere der kom ned af bjerget, men vi fortrød ikke et sekund, selvom benene var ”lidt” trætte. Da vi skulle tilbage fandt vi ud af at der ingen busser gik mere, så vi måtte tumle den hjem, det gik dog kun 1 minut inden en flink neger tog os med tilbage. Han ville så gerne fortælle os noget, men vi kan ikke fransk, så det blev en mærkelig samtale.

Om aftenen da vi sidder og plejer vores trætte ben, ser vi at vores nabobåd er ved at gøre sig selvstændig. Vi har ingen motor på dingyen, og båden er meget langt ude, så vi råber til de nærliggende både for at få hjælp. Men de reagerer ikke, så Adolf må ro over til nogle som har en stor motor på deres dingy og de tager så af sted for at hente båden igen, som allerede er ca. 1 sømil ude. 5 mand stærk hjælpes de ad med at få båden tilbage på plads igen, han havde kun 15 meter kæde ude på en 40 fods båd, som lå på 6 meter vand, det skulle jo gå galt. Da de får ham ankret fast igen, kommer Adolf og to englændere over til os og i det samme kommer ejermanden af båden hjem. Vi råber efter ham, men det skal meget til inden vi får ham til at vende om og sejle hen til vores båd. Da vi fortæller ham hvad der er sket, virker han nærmest ligeglad, kun hans datter virker glad og siger tak. Englænderne siger at de skal takke danskerne, som jo satte det hele i gang. Vi snakkes ved i morgen sagde han og så sejlede de. Om morgenen stod vi op ved 7 tiden og da var manden allerede ved at sejle og om han sagde noget, nej, i stedet sejlede han over til de englændere og var nærmest ved at råbe dem op af sengen, men os sagde han ikke et ord til. Næste gang vi ser hans båd drive tager vi skyklapper for øjnene. Vi er blevet meget skuffet over sejlerne, vi troede at de tog vare på hinandens ting, men vi har set gang på gang at de kun er dem selv nærmest og jo større båd de har, des værre er det. Her sad alle bådene og så denne båd drive, men ingen gjorde noget. Vi har nemlig efterfølgende hørt at flere havde set den drive, men regnede med at han bare havde meget kæde ude… den lå altså 1 sømil ude, så det er jo noget vås at sige. Vi ville aldrig kunne have på samvittigheden at se en anden mands båd drive, uden at have forsøgt at gøre noget, men vi ved ikke rigtig om det også skulle gælde for ham her, hvis hans båd drev igen…

Sidste dag på Martinique bruger vi på at skylle vore store håndklæder for vand, der er nemlig en hane på broen. Da jeg står ved hanen og skyller er der pludselig en ældre mand som prikker mig på skulderen. Han siger en masse på fransk, som jeg ikke forstår et kuk af, så jeg trækker på skulderen. Så tager han sit gebis ud og peger på vandet. Han ville skylle sit gebis, som lige skal siges ikke så særlig lækker ud, der var vist til en bedre middag. Jeg skyndte mig at tage tøjet til mig og lod ham komme til, jeg var nød til at vende mig om, ellers havde jeg sikkert kastet op, puha. Han takkede dog meget glad og tilfreds og gik sin vej, men alle hans ”rester” lå på fliserne, dem måtte vi skylle væk, inden vi fik vores tøj skyllet, sikke noget.

Da vi skrev dette rejsebrev havde vi den 2 marts og vi er lige nu på Dominica.

Lige et stort tillykke til en masse mennesker:

Kurt

Hans Peder Frost (tak for dit brev som Sannie havde med)

Ralph

Elke

Vor kære nabo Ruth

Knud

Marianne

Nick

Jeg håber ikke at i bliver trætte af alle vore rejsebreve, men når først jeg får startet er det svært at stoppe igen. Husk nu at maile engang imellem om stort eller småt….

Mange knus og tanker

Bella og Adolf og grinden Sibad, som klarer det rigtig godt, selvom den er godt lastet.