Fra Grenada til St. Vincent

Grenada

Vi tager ind for at ankre i Prikly Bay på Grenada, på vores ene indervante er der knækket en kordel, så vi skal have lavet en ny her. Her ligger mange ankerliggere, men der er ingen vej udenom, vi skal have lavet en ny vante inden vi kan sejle videre. Der er en franskmand som laver rig og allerede dagen efter kan han lave en ny til os og det er jo hurtigt.

Prikly Bay ligger lidt fra alfavej, men de har en god bar, hvor vi om aftenen er inde for at få os en øl og vi er alle tre ude at danse til steelband musikken. De har et helt orkester på ca. 12 mennesker, så det lyder imponerende.

Vi tager bussen ind til hovedstaden St. George, det er et helt gedemarked at gå rundt herinde. Vi vil dog videre med en af deres minibusser op til regnskoven. Men sikke et postyr, vi bliver overfaldet af 4 chauffører, som alle vil køre os til regnskoven og da der kommer en fyr mere som vil tilbyde os privatkørsel, blev det Sannie for meget, hun råbte højt ”stop it” og gik resolut over til en neger som vi havde snakket med tidligere på dagen og spurgte hvilken bus vi skulle tage og steg ind i den, sådan. I skulle have set de chauffører i hovedet, de er vist ikke vant til at kvinder kan være så bestemte. Det er billigt at tage bussen rundt på øen, men skal du i nærheden af hvor hotellerne ligger koster det lige 6 dobbelte, ja de forstår det.

Turen til regnskoven er meget flot og vi nyder det selvom der er meget trang med plads. De propper 19 mennesker i en bus, som kun er lavet til 15. Da vi stiger af bussen, siger buschaufføren noget til en af de drenge som står ved vejen. Han kommer straks hen for at give os hånden og siger at han gerne vil vise os vandfaldet, som ligger i regnskoven, vi siger pænt nej tak. Hold fast han bliver sur, og siger at hvis vi farer vild er det vores egen skyld. Det koster 5EC at gå i området der er privatejet. Ham der passer det, siger at vi ikke skal betale noget til nogen af de drenge vi bliver antastet af og viser os vejen som ikke er til at tage fejl af. Undervejs ser vi mange nutmegstræer, det er muskatnøddetræer og vi samler en masse muskatnødder som ligger rundt omkring.

Turen igennem regnskoven til vandfaldet tager ca. 1 time og det var virkelig dejligt at vandre her. Knap er vi ved vandfaldet før vi bliver antastet af en ung neger, som vil tage et hovedspring fra vandfaldet og vi kunne så tage et billede af ham mod betaling. Det er utroligt hvad de vil tjene penge på. Vi spurgte ham om han ikke gik i skole eller havde et arbejde, han sagde godt nok at han arbejdede, men vi troede ikke rigtig på ham. Han spurgte mig om han ikke godt måtte gifte sig med Sannie og det grinte vi lidt af, for han snakkede ikke direkte med hende til at starte med, men gjorde det igennem os, som om hun ikke var tilstede. Hæmninger, nej dem har de ingen af.

Vandfaldet var utrolig flot og bestod af 7 i alt, vi stod ved de første 2, som også var de største. Pludselig begynder det at regne og det var ikke støvregn der kommer, nej det var regn for alle pengene. Vi lignede nogle druknede mus, men det er jo det som kendetegner en regnskov, så efter en halvtimes tid er der solskin igen. Vi går den stejle vej op igen, men den er blevet fedtet og våd af regnen, så vores sandaler er fuldstændig mudrede.  Da vi kommer ud af skoven og forbi en bæk går vi derned for at gøre vores sandaler rene, og om der ikke står en neger der også med en spand og vil hente vand til vores sandaler, mod en betaling af 2EC pr. person, vi siger nej tak og går ned til bækken for at vaske vores sko. Vi synes det er forfærdeligt at se alle disse unge mennesker sidde alle steder og forsøge at snøre penge fra turisterne. Vi så 6 andre mennesker ved vandfaldet og ingen af dem betalte noget til de unge mennesker. På os virker det som om de helst vil tjene deres penge på den letteste måde uden for meget arbejde. Jeg synes de er dovne mange af dem, det kan ikke kun være arbejdsløsheden der gør det, de må have et ”gen” som vi ikke har……

Tilbage i St. George går Sannie og Adolf ind på markedet for at købe nogle grøntsager bl.a. brødfrugt som kan bruges til alverdens ting som; lave brød af, bruge det som kartoffel, i salater og meget andet. Det er spændende at bruge deres grønsager og den handlende fortæller gerne dem hvordan de bruges. Negrene på Grenada er mere anmassende end på Tobago og det skal vi lige vænne os til. Bussen som vi skal med er prop fyldt og jeg bliver gennet ned på bagsædet hvor der sidder tre mænd. Jeg kigger lidt på den plads som de havde tænkt sig at give mig, der var ca. 30 cm og min bagdel er altså ”lidt” bredere, så jeg tog mod til mig og skruede nærmest min bagdel ind imellem dem, hvilket de grinte meget af. 

Vi sejler videre til Carriacou, som hører under Grenada, sejlturen er på 40 sømil i bidevind, men da det er varmt føles det behageligt. Da det er stille da vi ankommer og vi ikke vil blive her mere end to dage, bliver vi enige om at ankre op ud for ”hovedstaden” Hillsborough. Øen er ikke ret stor og er kendt for at være øen med over 100 ”rum shops” , men med kun en benzinstation. Beboerne her er utrolig søde, helt anderledes end på Granada, selvfølgelig bliver der kigget lang efter Sannie, men hun får lov til at gå i fred og ro uden at de antaster hende. Her er meget idyllisk og hvis vi nogensinde skulle på ferie i Caribien kunne vi godt finde på at vælge denne ø. Lige ude foran byen ligger der en lille ø der hedder Sandy Islands, så vi letter anker og sejler 1 sømil for atter ankre op på 1½ m vand. Øen er kun ca. 200, lang og ca. 40 m bred og så er her kun hvid strand og tre palmer, så vi nød at snorkle i det klare vand. Der ligger mange koraller og muslinger på stranden som er skyllet op og Sannie og jeg går med rumpen i vejret for at samle nogle eksemplarer. Vi tilbragte en dejlig dag på øen og sejlede tilbage til Hillsborough. Nu skulle vi ind for at se mails, og Sannie skulle tjekke om hun havde bestået sin eksamen på universitetet, den prøve hun havde været oppe i, er der en dumpeprocent på 40, så hun var spændt, men hun havde bestået, så det var en glad ung pige vi havde om bord.

St. Vincent og Granadinerne

Farvel til Grenada og goddag til St. Vincent og Granadinerne, som består af mange forskellige øer, hvor vi har besøgt flere af dem bl.a:

Union Island:

Øen er ikke ret stor, men er omringet af en masse rev, så navigationen skal være i orden når man sejler rundt hernede. Vi er her kun 1 dag og går en tur rundt i byen. Her er mange lokale handlende som sælger alt muligt til dyre priser, bl.a kostede en ananas 50kr. 1 ltr. Langtidsholdbar mælk 14kr. osv. Frugt og grønt er i det hele taget meget dyrt på disse øer, Tobago har nok været det billigste sted. Der står ingen priser på nogle af deres varer og prisen for os turister er anderledes end for de indfødte, det fortalte en mand som skulle giftes med en neger, han regnede med at hans husholdningsbudget kunne halveres, efter at de var blevet gift. Det kan godt være hårdt altid at skulle prutte om prisen og ligegyldigt hvad, føler man sig snydt af dem.

Mayreau:

En lille perle af en bugt, hvid sandstrand og palmer hele vejen rundt, det var en fryd at stå op hver morgen. Her er ikke ret meget andet end strand, en lille landsby, et hotel, en vej, og mange vandrestier, troede vi. Bevoksningen her er af mere stikkende karakter, både buskene og utallige meterhøje kaktusser, så det ser vildt ud, men også charmerende på sin måde. Kirken er placeret på det højeste sted og med den smukkeste udsigt over Tobago Cays, vi nyder at stå her og tænke på at vi om et par dage selv ligger derude for anker. Det er temmelig anstrengende at vandre rundt her på øen, da det går op og op, men da vi først havde siddet på en hyggelig bar og fået en kølig øl, så gik turen lidt lettere. Sannie og Adolf er begge meget eventyrlystne og selvfølgelig skulle vi da gå med en vandresti hjemad, men det er lettere sagt end gjort for det er en stikkende affære at gå rundt her, men hjem kom vi da.

På Mayreau mødte vi en tysker, som var alene med hans to børn, medens hans kone var i Tyskland i en måned. Han ville gerne ansætte Sannie som lærer for hans børn, så kunne hun få lov til at sejle med gratis. Umiddelbart kunne det lyde fristende, men som Sannie sagde til ham:”mit studie hænger sammen og hvis jeg tager med jer, skal jeg starte forfra igen”, så det var ikke at gøre.

Inden vi tager af sted til Tobago Cays, ser vi en fiskestime i vandet, som svømmer i en rundkreds. Da den kommer nærmere ser vi 6-7 barracudaer, som er ved at få deres aftensmad. Hver gang en af fiskene forsøgte at flygte ud af stimen, blev den spist, det var spændende at se på. 

Tobago Cays:

Tobago Cays består af en gruppe små øer, der er beskyttet mod det frådende af et hesteskoagtig  rev. Her er godt at snorkle og vandet skulle være meget klart og rent. Vi sejlede så tæt som muligt hen til snorkelstederne, så vi lå kun med ½ m vand under kølen, til gengæld kunne vi svømme hen til revene (vi har ingen motor på dingyen). Korallerne lignede meget de koraller vi havde set på Tobago, blot var de meget større og så så vi andre slags fisk, men en oplevelse var det da. Det begyndte at blæse op, så vi besluttede at sejle lidt om bag en af de små øer. Uha, sikke en oplevelse, som Sannie sagde. Vi fik ankret godt op, men en anden sejler havde åbenbart smidt sit anker tværs over det hele og det kunne vi ikke se, så han råbte til os at det nok var bedst at vi flyttede. Vi ville ikke have ballade med ham, så vi begyndte at hive ankeret op igen, det blæste dog en pelikan og inden vi fik set os om hang vi fast i hans anker. I skulle se ham tænde af, vi har aldrig oplevet noget lignende, han skældte og bælte, i stedet for at tage det stille og roligt, men vi fik ankeret frit og sejlede lidt længere hen. Vi så ham mange gange stå ude på dækket for at jage sejlere væk som ville ankre der, men han havde jo alt for meget ankerkæde ude i forhold til hvor dybt det var og så lå det modsat alle andre. Det skulle nu ikke ødelægge vores dag, så vi købte os en lobster, som til stor fornøjelse for Sannie og Adolf, blev parteret, jeg sørgede så for resten.

Hele natten og dagen regnede og blæste det som jeg ved ikke hvad, men så blev båden da skyllet ren for saltvand, så det er altid godt for noget. Det bedste at det hele var, at Sannie fik den skøre ide, at vores dingy var blevet til et badekar, med alt det regnvand der var i den. Som sagt så gjort, vi smed tøjet og hoppede op i dingyen, Har i måske prøvet at få karbad i en dingy omringet af det dejligste blå vand og med en udsigt der siger spar to til alt hvad i har set, det har vi!            

Inden vi tager videre er vi igen ude at snorkle, denne gang har vi dingyen med. Vi tager en masse undervandsbilleder og håber at de bliver gode.

Canouan:

Vi skal nu videre mod Canouan, og som Sannie siger, den tur glemmer jeg aldrig. Vi har normalt altid vores dingy sammenpakket når vi sejler, men da vi kun skulle sejle 5 sømil, mente vi at det kunne vi da sagtens, vi blev klogere… Da Adolf kiggede bagud kunne han se vores dingy tog vand ind og at den ene luftpude var undervejs til havs. Hurtigt lavede vi mand over bord manøvre, for at få fat i luftpuden, men den er glat som en ål, så vi måtte efter det 7 gange inden det lykkedes og bagefter fik vi med spillet halet vores dingy op på dækket og tømt for vand, så det blev mørkt inden vi kom hen på ankerpladsen. Sannie synes at hun havde fået dramatik nok for i dag.

Dagen efter går vi en lang tur på øen, som synes meget stille og fredfyldt.

På øen er der en plads for nogle udlejningsbåde, som Sannie kaldte tandpastabåde, fordi de havde et logo der mindede om tandpasta. Vi har bemærket at mange af disse tandpastabåde er med til at ødelægge det for de sejlere, som sejler rundt i lang tid. Vi har set dem give dingydrengene penge for alt muligt. De er jo kun hernede i 14 dg og kan sagtens smide rundt med pengene, men det kan langtursejlerne jo ikke.

Bequia:

Det er nok det første ø hvor vi har følt at der var mange turister, men vi vil ikke blive her ret længe. De er ved at lægge nye ankerbøjer ud og det varer nok ikke længe før sejlere som vil bruge deres egne bøjer, skal langt væk for at ankre op.

Det vi vil mindes her, var nok den flotte nattehimmel og så så vi hele vores båd omringet af morild der lyste helt blåt, hold fast det så flot ud.

St. Vincent:

På vej til St. Vincent ser Sannie for anden gang delfiner og bliver selvfølgelig meget begejstret for synet. Vi vil til en bugt der hedder Wallibabou og allerede ude på 100 meter vand møder vi negre, som er roet herud, som gerne vil hjælpe os med at fortøje, vi siger nej tak. Vi har læst at hvis du tager dem med på slæb og de får beskadiget deres båd eller dem selv, så er der store erstatninger på vej.

Da vi kommer nærmere det sted vi gerne vil ankre, tilbyder en ung neger at ville fortøje for os for 15EC, vi sejler hen til nogle svenskere og spørger hvad de har givet drengene og de siger 5 EC. Så det siger jeg til manden som griner flabet og siger ”okay man”. Grunden til at vi har brug for hjælp er at vi skal have agterfortøjningen til en pæl eller et træ og foran har vi så lagt vores eget anker ud, nu ligger vi også stille og roligt. Vi kan jo ikke sige os frie for at være lidt urolige for om de kan finde på at skære tovet over om natten, men vi havde ingen problemer med dem. Alle sejlere bliver fuldstændig overfaldet af negre i robåde, der sejlede vel en 5 stykker rundt om båden, de ville alle sælge et eller andet. Vi siger pænt nej tak, og bliver  kun forulempet fordi de gerne vil have en snak med Sannie. Hun er nu god til at sige fra hvis hun ikke gider dem.

Bugten er ellers dejlig og den er blevet brugt til at indspille Pirates of the Caribean, som nogle af jer sikkert har set. Alle kulisserne står her stadig, så vi føler at vi er i et helt andet århundrede. En ung neger, som hedder Alex, fortalte at han havde haft fast arbejde bag kulisserne i det halve år det tog for at lave filmen. Han havde tjent 500EC for 5 dage. Normalt tjener de ca. 8EC pr. time hernede, så han har da fået en rimelig hyre. Udover dette tjente han penge på at sælge marihuana til en skuespiller der hedder Johnny Depp i filmen, om det er sandt ved vi ikke. Nogle af øens beboere har medvirket som statister i filmen og de havde tjent 75EC om dagen, dette synes han var urimeligt, når de tjener så mange penge på filmen. Vi er dog overbeviste om at selve øen har fået nogle penge for det og brugt det til et eller andet.  Alex så ofte ud som om han var fyldt med stoffer, når han sejlede forbi og det samme gjorde mange af de unge her. Arbejdsløsheden er også stor her (22%). Alex fortalte at deres folkeskole og gymnasium var gratis og der var mange unge som tog det, men ville du på universitet måtte de selv betale og det var der ingen der havde råd til. Og hvorfor skulle han uddanne sig og læse i mange år, når der alligevel ikke var brug for ham, ja det er et af de svære spørgsmål….. Det er måske svært for dem at se fremtidsperspektiver i deres liv, vi er måske for hurtig til at dømme….

Senere på dagen så vi Alex sidde på en amerikansk båd, hvor han sad og røg marihuana sammen med nogle mænd, det synes jeg er usmageligt, vi skal da i hvert fald ikke fremme deres misbrug.

Vi er en tur i Kingstown en rigtig vipserede og den er ikke særlig køn, men turen herned i bus var dejlig. Vi gik en tur i deres botaniske have, men også her blev vi antastet af en neger som præsenterede sig som professor i botanik, vi tænkte vores og gik ind i haven hvor vi nød vores frokost i fred og ro. Sannie og Adolf gik hen efter is til os medens jeg ventede nede ved vandet, hvor jeg snakkede med en dame fra Kingtown, midt under snakken satte hun sig bag sin bildør og tissede, ja jeg ved ikke hvorfor jeg møder alle de mennesker som altid skal tisse når jeg snakker med dem. Men de må åbenbart synes at når et menneske skal, så skal det, uanset hvad…..

Busturen hjem var absolut ingen fornøjelse, vi har aldrig kørt så stærkt på så små veje. Dækkene fløjtede og peb om hvert hjørne og ingen andre end os syntes åbenbart at det gik for stærkt. Om vi så noget, nej kun vejen og om vi kom godt om det næste hjørne.

Om aftenen er vi ude at spise på en restaurant, som havde været kulisse i Pirates filmen, det var rigtig hyggeligt og vi nød det alle tre.

Tæt ved Wallibabou er der et lille vandfald med kildevand og her kunne vi efter sigende få et bad, så der skulle vi hen. Efter ca.½ time kom vi derhen, men da vi skulle til at smide kludene stod der to negre og kiggede på os. Da jeg tog mit kamera for at tage et billede af dem forduftede de dog. Så vi fik alle tre et forfriskende bad, incl hårvask, i ved slet ikke hvilken nydelse det er, at kunne bruge alt det vand vi har lyst til. På båden er vi nød til at spare på vandet, for det første er det besværligt at få og så er det tungt at få transporteret ned på båden. Vi har slæbt så mange dunker vand at i tror det er løgn, så det er ikke ferie det hele bare at i ved det, spørg Sannie.

Nu er det tid til at tage videre vi skal sejle til St. Lucia i dag, det er ca. 35 sømil, så vi står tidlig op. Normalt er her ingen negre her om morgenen, så jeg har meldt mig frivillig til at svømme ind for at binde fortøjningen løs, men der kom en sød neger og sagde at det kunne han godt gøre, da det var gjort skulle han lige ud for at høre om han ikke lige kunne få en øl ved os, men dem har vi ikke flere af, så han roede stille videre. Sådan er de altid hernede de tilbyder og snakker flinkt til dig, men der er altid en bagtanke. Tænk hvor meget vi kunne få ud af hinanden hvis der ikke altid stod EC i øjnene på dem.  

Ja, det var så alt for denne gang, håber at i nyder læsningen.

Vi ligger lige nu for anker ved Marigot bay på St. Lucia, har desværre lige sendt Sannie hjem til Danmark igen, det har været en dejlig tid sammen med hende.

Kan i have det godt alle sammen……….

Mange knus Bella og Adolf